OmkringKøbenhavnsKvægtorv

Gader og Nabolaget vidt og bredt omkring. En virksom Slagters

Gaard i København er en Kilde til langt mere Stank, end selv en

Kirkegaard.

Man burde derfor troet, at Slagteri indenvolds for lang Tid

siden havde været nedlagt. Men nej! Forbedringer maae oppebie

deres Tid. Om Kirkegaardenes Skadelighed i en stor Stad er der

nu raabt, og skrevet, bevist og spottet saalænge, og dog lægges

endnu bestandig Menneskelegemer hen at raadne midt inde i Byen,

saagodtsom under de Levendes Næser, ja Kirkebygningerne selv

modtage endnu Lig! Hvor tør man da endnu haabe, at Slagtere

skulde faa saa megen Kymi indstuderet, at denne skulde bevæge

dem til selv at forlægge deres Slagteri uden for Porten. Stanken er

de saa vante til, at de tror, den ikke er for slem for de øvrige

Københavnere.«

Der er et enkelt Aar, om hvilket Klagerne over den usunde

»Slagterstank« særlig koncentrerer sig, — ikke fordi den netop

dette Aar var værre end ellers, men paa Grund af den Kolerafrygt,

som da gjorde sig gældende. Det var Aaret 1831. »Argus«, »Mor

genposten«, »Politivennen«, »Allehaande« og flere andre Blade

skrev forøvrigt om Midler mod

C h o le ra m o rb u s

, hvis Ankomst man

frygtede. Den bekendte Dr. med. Otto, der var Læge ved Tugt-,

Rasp- og Forbedringshuset paa Christianshavn — en Post, hvorfra

han blev »entlediget« i 1843 efter at have været udsat for et Mord

attentat — forfattede en Afhandling om Koleraen og om hvorvidt

man kunde befrygte dens Udbredelse i Danmark. I »Politivennen«

mødte da den pseudonyme »Secretair Caspar Fiirchtegott Feuer-

stein« frem med en Tak til Dr. Otto for den Trøst, han havde

skænket ham ved sine Ord om, at hin Sygdom mest vilde

angribe de lavere Klasser. »Støttende mig,« skrev Sekretæren,