247 / 293
F r a n c e sc oC o c c h i, der havde gjort sig fordelagtig bekendt i
det notable „Borups Selskab“ og endogsaa havde forsynet det
kgl. Theater med et Par Dekorationer.
Theatrets Kunstnere og Kunstnerinder holdt de gode Tradi
tioner vedlige, ogsaa i Retning af at gifte sig med hverandre,
hvorved bevirkedes, at Personalet følte sig som en eneste stor
Familie, hvilket dog desværre ikke garanterede mod Frafald og
sidste Forestilling i Søndags er bleven beæret med saa rørende
Beviser paa et ualmindeligt Bifald og almen Yndest, mangler
Ord til værdigen at tolke de Taknemmelighedsfølelser, hvoraf
hans Hjerte er gennemtrængt. Han haaber imidlertid, at det
ædle danske Publikum vil tiltro ham, at han aldrig, saa længe
han lever, vil forglemme det; at Mindet om samme vil gøre
Skilsmissen end mere tung for ham, og at han, fjern fra det
Nr. 28.
Nr. 26.
Nr. 24. Nr. 22.
Samme Parti som paa de to foregaaende Billeder i 1919.
P o t. „Før og N u “.
Stenosgade.
Afskedigelser. I 1819 tog Giuseppe Casorti sin Afsked sammen
med Pettoletti’erne. Han havde paa dette Tidspunkt henlevet
tilsammen hele ti Aar i Danmark, som han næsten betragtede
som sit Fædreland. Afskedsaftenen var stærkt bevæget. Det
hed sig, at Publikum svømmede i Graad, og hvad Casorti selv
følte ved at skilles fra sin kære Scene, giver det Indlæg, han
offentliggjorde i Adresseavisen faa Dage efter, et levende Be
greb om.
„Undertegnede“, siger han i dette Aktstykke, „der ved den
uforglemmelige København, vil mangen en Gang komme til at
fælde vemodige Længselstaarer.“
Tonen i denne højtidelige Afskedshymne minder om et Indlæg
i „Den danske Tilskuer“, hvori den hæderlige gamle Rahbek,
der fra Begyndelsen havde set med alt andet end venlige Øjne
paa de indvandrende Gøglere, giver en morsom Parodi paa deres
sædvanlige Henvendelser til et højstæret Publikum, hvis Penge
de ønsker at faa fat i. Han lader en opdigtet Person indsende
følgende bombastiske Trompetstød til Redaktionen:
239