270 / 293
262
D er handles paa K væ gtorvet.
I Baggrunden ses Staldene og til liøjre Ø ksnehallen.
gaas af en Wagners’sk Ouverture. Mellem det brølende Kvæg,
der af og til misfornøjet snuser til det gode Foder, der alligevel
ikke er det hjemlige, eller svaler en hed Mule i Vandrenderne,
færdes Kom
missionærerne
og Byens Slag
tere. Mange af
dem er i hvide
Kitler, og alle
har de Stok.
Mest gule Ege
træskæppe.
Man skulde tro,
at netop Kæp
pen var Sym
bol paa Vær
d igheden .
Den bruges og-
saa flittigt.
Snart peger den
over Dyrenes
Rygge for at
betegne et en
kelt, der sær
ligt falder i
Smagen, snart
falder den rapt
og behændigt
ned over et
Dyr, der selv
opgivende har
lagt sig til Ro
og nu med et
Spjæt farer op.
Men let og næ
sten kælende
falder Kæppen,
og halvt kil-
drende giver den et Prik i Dyrets Flanker. Et for haardt Slag
vilde jo sætte Mærke i „Kydet“.
Saa gaar Handelen. Alvorligt og adstadigt bevæger de Herrer
sig rundt med Lommebogen og Blyanten i Haanden. Stokken —
det er altid en Krogst ok — hænger over venstre Haandled,
højre Haand griber et lille Tag tæt ved Dyrets Halsrod, hvad
der faar Dyret til at fare sammen, saa glider Haanden dvælende
hen over Dy
rets Flanker,
og saa — ja,
saa pr an ges
der. Betænk
somme Blikke
fra Køber og
Sælger, nogle
dæmpede Ord,
en kort Udreg
ning i Lomme
bogen, endnu
nogle kritiske
Blikke over den
røde eller den
brogede, indtil
man omsider
naar til Enig
hed om Prisen:
Saa og ' saa
mange Ri gs
dal e r
(man
regner
paa
Kvægtorvet
kun i Rigsda
ler), og Akkor
den er sluttet!
Hænderne mø
des til det ob
ligate Haand
slag, omfatter
hinanden med
et lille diskret
Klask (man er
aldrig støjende
paa Kvægtorvet) og Kr e a t ur t række r e n , der længe interesseret
har fulgt Scenen, nærmer sig.
Disse Kreaturtækkere er en mærkelig Race. Synderlig fine
ser de ikke ud, og for de fleste er en eller flere „Runde“ eller