271 / 293
Der slagtes i et af de store Slagtehuse.
høje Snapse næppe noget ubekendt Begreb. De har i deres Ydre
en mærkelig Blanding af Robusthed og Godmodighed og er sik
kert gennem-
gaaende brave
Folk. Som Re
gel behandler
de Dyrene godt,
men det er
maaske ogsaa i
dette Tilfælde
undertiden
Hensynet
til
„Varen“, der
gør sig gæl
dende. Der her
sker streng Or
den indenfor
deres
Laug.
Deres A u tori
sa tio n —• thi
en saadan kræ
ves — faar de
paa Politikon
toret, et Skilt,
som skal beta
les, og er det
af en eller an
den Grund„de
poneret“, faar
de ikke forelø
big Lov til at
trække
med
Kreaturerne.
Det vilde være en Uret mod dem, der har Autorisationen i Orden,
og sligt taales ikke. Den kæmpestore og joviale Politibetjent er
straks parat til at skride ind. „De har ikke noget at gøre hei
i Dag, Jens Slangerup“, siger han med brøsig Embedsstemme, og
føjer saa godmodig t il: „De véd jo godt, De ikke har Skiltet“.
Trækkeren
skutter sig. „Ja,
se nu at gaa“,
lyder det igen
barsk og be
stemt, og saa
kommer
der
igen et Par
velvilligt for
klarende Ord.
Saadan
gaar
Turen ud af
Hallen og op
gennem Gaar-
den, til Træk
keren er ude
paa Boulevar
den, skuffet i
Haabet om den
Dag at tjene
til
Finkerne
eller Skibslabs
kovsen. Enbril
lant Karl den
Betjent, havde
jeg ikke fryg
tet for at kræn
ke
Politiets
Værdighed,
havde jeg invi
teret ham paa
„en Rund“ i Restauranten. Det vilde have glædet mig at se ham
stryge Ølskummet af Overskægget.
■
a
-
*
*
Den sidste M alkning forinden Slagtningen.
262