273 / 293
Mens Handelen gaar videre i Hallen, hvor der i Baggrunden
er en Række Kontorer for Slagtere og Kommissionærer, og mens
de solgte Dyr føres ned ad den lange Gade bag Hallen mellem
Faarefoldene og Kalvestaldene og videre gennem den Snevring,
der bærer det uhyggeligt klingende Navn „Dødens Port“, gennem
hvilken de firbenede Skabninger vandrer til Slagtehallerne for
ingensinde at vende levende tilbage, aflægger vi et Besøg i
„K væ g to rv e ts R e sta u r a n t“. Man maa ikke her tænke sig
noget i Retning af Bristol eller Paladshotellets Restaurant. Kvæg
torvets Restaurant er noget gan ske for sig selv , og paa sin
Vis ingenlunde noget ringere Dér behøver man ikke at være i
Kjole eller Smoking, ikke engang Manchetter er nødvendige,
man har sin Kittel paa og kommer nede fra Øksnehallen maaske
endog i sine Træsko. Men Lokalet er rummeligt, om end ikke
særlig lyst (skønt det har Vinduer til alle fire Verdenshjørner),
og Serveringen er hurtig og god. Kunderne har ikke altid
Stunder til at vente; der er Kreaturer, der skal afsendes, eller
gøres, mens Frokosten fortæres. De tætte Skikkelser synes ikke
at have noget særligt Præg ud over Skikkelsens Kraft og de
friske, rødmussede Ansigter. Der er en Ro og Sikkerhed over
de allerfleste, der vækker Formodningen om, at Tegnebogen er
saa velfyldt, at de i enhver Henseende føler sig paa den sikre
Side af Tilværelsen. Under smaa rappe Bemærkninger fortæres
Maden sammen med et Glas 01 og en Snaps. Kan hænde, at
den sidste7Sauce føres til Munden med Kniven, og kanske ogsaa
et Andelaar tages med Fingrene, vendes i Saucen og gnaves med
stærke Tænder. Men det er jo altsammen den selvfølgeligste
Sag: Man sidder her for at stille sin Sult og ikke for at agere.
Saa tændes Cigarerne, Kaffen skylles ned, man griber sin Hat,
hvis man da ikke har den paa, og saa gaar Vejen igen til Hallen
for at handle videre, eller til Slagtehallerne for at tilse Svendene
ved deres Arbejde.
Vestre Gasvæ
I Forgrunden I’ram liavnen, bag denne ses Værkets første K ullosningskraner. Der
foregaar langt fra Værket, og K ullei
andre, der skal slagtes. Man kommer her overhovedet ikke foi
at slaa Tiden ihjel, man kommer her for at spise. Og det gør
man med Velbehag. Det er gennemgaaende Folk med Appetit,
der søger herind, og Maden er fortrinlig. Det er ikke Hummer
en B e lle v u e eller Lammeryg R en aissan ce, der serveres her,
men gode borgerlige Retter, som stegt Aal, Gaasesteg med Rød-
kaal og saa Kød — Kød af Lam, Kalv eller Okse, enkelt og ud
mærket tilberedt. Gæsterne er jo alle K end ere, og næppe
noget Sted faar man bedre Kød serveret. En Specialitet ei
Oksebryst. Ikke faar man en afsnittet Stump serveret paa et
bulet Pletfad, nej, en forsvarlig Luns fedt og saftigt Oksebryst
serveret i en stor, dyb Tallerken kraftig Suppe med stoie Styk
ker Gulerødder, Sellerier eller Purre. Dertil 3 Stykker Surbrød
med Smør, det hører med til Retten, og Smørret liggei som
tykke Snedriver toppet hen over Brødet. Jo, d Herrer Slagtete
véd, hvorledes det skal være !
Morsomt er det at deltage i en saadan Frokost. Rundt om
summer det ganske stilfærdigt af Samtale, de sidste Handler af-
•k i 1890’erne.
er siden foretaget store O pfyldninger i K alvebodstrand, hvorfor K ullosningen nu
e føres ad K abelbaner til Gasværket.
Det er i S la g te h a lle r n e — Københavns offentlige Slagte
huse — at al Slagtning foregaar, og hen paa Eftermiddagen ud
folder der sig her en travl Virksomhed. Hver Slagter har sit
Stade i de rummelige Lokaler, hvor Ventilationen er udmærket,
og det fliselagte Gulv til enhver Tid kan overspules med Vand.
Særlig mange Redskaber finder man ikke derinde; en Ring i
Gulvet til at binde Dyret ved, en Buk til at lægge Kalve og
Faar op paa, og Vinder til at hejse de slagtede Kroppe op er
omtrent alt, hvad der skal til. Slagtningerne finder som sagt
Sted om Torsdagen. K alvene, der kommer fra en sæ rlig
S a lg ssta ld , der ligger lige bag den store Øksnehal og lige
overfor de overdækkede Folde, hvor om Sommeren Lam og Faar
afventer deres Skæbne, slagtes oftest tidlig paa Dagen, under
tiden allerede om Onsdagen. Den fremmede, som for første Gang
aflægger Besøg i Slagtehallerne, vil vel nok føle en vis Uhygge
ved de uvante Omgivelser og det blodige Haandværk, som her
øves. Men som alt sagt kan Slagtningen næppe foregaa paa
læmpeligere Vis. Det bedøvende Kølleslag falder lynsnart og