130 / 426
Første Tidsrum.
1569
—
1728
. VI.
115
hidsætte nogle Bemærkninger, der nærmere ville oplyse,
at de nævnte Øvelser just i Henseende til deres tvende
Hovedformer, D i s p u t a t i o n og D e k l a m a t i o n , ganske
vare indrettede efter, hvad der i de Tider var almindelig
Skik og Brug ikke alene ved vort, men overhovedet ved
alle Universiteter.
Allerede fra den tidligere Middelalder betragtedes den
syllogistisk-samtalende Drøftelse af videnskabelige Sæt
ninger (
disputatio
) og det mundtlige efter visse techniske
Regler udarbeidede Foredrag (
declamatio
) som nogle af
Universiteternes frugtbareste Dannelsesmidler. Begge havde
deres systematiske Methodik, hiin i den paa de aristo
teliske Love for Tænkningen byggede Logik, dette i Vel
talenhedslæren eller Rhetorikken: paa Lærestolen behand
ledes faa Videnskaber med den Omhu og Iver som disse
tvende, og i Theoriens praktiske Anvendelse uddannedes
de Unge gjennem idelige Øvelser. Medens iøvrigt Dispu
tationen og Deklamationen som Dannelsesmidler betragtede
maatte antages gjensidig at skulle supplere hinandens Mang
ler, lagdes der dog overveiende Vægt paa den første.
Færdighed heri ansaaes som det mest talende Vidnesbyrd
om akademisk Dygtighed, ligesom den var den sikkreste
Adkomst til Berømmelse i den lærde Verden, og Studenten
nævnede sit Universitets bedste og anseteste Disputator med
samme Ærefrygt som Soldaten sin seirvante Feltherre. Det
er en Selvfølge, at vort Universitet i saa Henseende ganske
dannede sig efter sine ældre Søstres Forbillede, og i dets
Ordinants af
1539
finde vi ogsaa ved Siden af Bestem
melser om Forelæsninger de mest indtrængende Bud om
Vedligeholdelse af begge de nævnte Arter af akademiske
Øvelser. Det paalægges saaledes samtlige Universitets
lærere, samtlige Doktorer og Magistre til bestemte Tider
8
*