131 / 426
116
Kommunitetet og Regentsen.
at disputere over saadanne Emner, som kunne interessere
Tilhørerne, og det befales, at det hele Akademi ved saa
danne Ledigheder skal være tilstede, forat de Unge kunne
lære at vurdere Disputerevæsenets Nytte. Ved disse Dis
putatser skulde der altid opstilles bestemt formulerede
Theses som Grundlag for Debatten, og det var tilladt ikke
alene de særlig dertil beskikkede Opponenter, men ogsaa
hvem af Tilhørerne, der havde Lyst, at træde i Skranken,
dog at Ingen maatte fremsætte mere end
2
til
3
»gode og
nyttige Argumenter« , Ingen optage et Argument, som
en Anden ved samme Disputats allerede havde benyttet,
og Ingen komme med Noget, der ikke angik det debat
terede Emne.
Uigemaade foreskriver Ordinantsen jævn
lige Deklamationer, hvis Begreb den selv definerer, idet
det hedder, at ved saadanne forstaaes »ikke alene Pro
cedure at opdigtede Retstrætter, men overhovedet alle
Slags kunstig sammensatte Taler af enhver Art og i
enhver Retning, undervisende, formanende, raadende, af
skrækkende, trøstende o. s. v.» Medens iøvrigt saadan De
klamation ligesaavel som Disputation skulde paahvile samt
lige Medlemmer af Akademiet lige op til Professorerne —
der dog de tre Gange af fire kunde lade deres Deklamationer
fremsige af dertil valgte unge Studerende — saa var det
dog nærmest som Øvelse for den begyndende Ungdom, at
hiin foroidnedes. Der foreskrives derfor ogsaa omstænde-
Iige Regler for deres Afholdelse, og det anbefales Stu
denterne i deres boredrag at sørge for en passende Ind
ledning, rigtige Beviser og Gjendrivelser af tænkte Mod
argumenter, Citater og Sententser samt en passende Slutning.
Valget af Emnet var i det Væsentlige frit — den vigtigste
Indskrænkning var, at Ingen i noget Foredrag turde argu
mentere mod den evangeliske Lære — ja det tillodes