278 / 426
Andet Tidsrum. 1728—1777. VII.
268
gamle Rettroenhed som den moderne Pietisme havde blandt
dem sine lidenskabelige Forsvarere og Angribere, hvilke
sidste i anonyme Stridsskrifter droge heftig tilfelts imod
Modpartiet. Men trods al den Vægt, der paa Klosteret
lagdes paa
.theologia polemica
, , fandt Regjeringen ikke
„o'-et Behag i denne praktiske Anvendelse af Kommuni
tets-Øvelsernes Udbytte. Ved et Reskript af 23 April 1734 >)
erklærede Kongen, at han ined særdeles Mishag havde er
faret, at en Deel af Studenterne havde misbrugt deres l'id
og de akademiske Beneficier til at .melere sig« i de om
talte .bedrøvelige og Studenterne dog ikke vedkommende
Tvistigheder., og at de havde været de fornemste Red
skaber for disses Tilblivelse og Udbredelse, «ikke at tale
om de ugudelige uden Navn hid og did udspredte Pas-
qviller, hvilke dog efter Sproget og deres Indhold ei kan
komme fra nogen Anden end de saakaldte Studerende«.
Universitetets Rektor fik derfor Befaling til eftertrykkelig
at anmode Studenterne om aldeles at »entholde sig fra at
indmænge sig i de imellem Præsterne udi Residentsstaden
opkomne Tvistigheder, og «langt mindre nogen Persons
Meninger og Skrifter at kritisere«, da de i modsat Fald
skulde miste al akademisk Understøttelse eller endog rele
geres. Det paalagdes sluttelig ganske særlig Provsten paa
Regentsen at paaminde Alumnerne om Opfyldelsen af dette
Kongebud og at angive dets Overtrædere. For denne
Strænghed blev, om ikke Andre, i alt Fald en af Dekanerne
paa Klosteret, Vilh. Alb. Lange, et Offer, idet han nemlig
endnu i samme Aar, efter at være fjernet fra sin Post og
formodentlig midlertidig relegeret, forvistes til Bornholm-).
*) Trykt i Fogtmans Saml.
2) Beckman a. St. S. 154.