282 / 426
Andet Tidsrum. 1728—1777. VII.
267
og Studenten, den var ligesom Parykken bleven et aner-
kjendt Modestykke, der bares af Alle lige ned til Krambod
drengen, indtil Moden endelig skiftede Lune og den meget
omtvistede Sideprydelse endelig sporløst forsvandt fra Stu
denterverdenen i Aarene 1760—70. Fortræd gjorde den
under ingen Omstændigheder: i samme Brev, hvori Hol
berg som ovenanført skildrer Duel- og Fægtelidenskaben
ved Aarhundredets Begyndelse, forsikkrer han udtrykkelig,
at 40 Aar senere havde »
Præsides
udi
catliedris
og deres
Respondentes
« aldeles taget Luven fra Duellanter og Sekun
danter og det store akademiske Auditorium fra »det Sted
udenfor Porten kaldet Fuglestangen«. Fra den antydede
Slappelse i Tugten var der forøvrigt et stort Spring til en
Opgivelse af denne og et end større til en Opgivelse af
eller endog kun en Indskrænkning i det smaalige Op syn ,
der førtes med de Studenter, der nøde Godt af Kommuni
tetet og Regentsen. Det er naturligt, at den Tidsalder, i
hvilken det endog var tilladt Forældre uden Lov og Dom
at faae de Børn, de havde Grund til at bebreide nogen
»grov eller liderlig Ting«, anbragte i Christianshavns eller
Møens Tugthuse1), ikke kunde tænke sig den akademiske
Ungdom overladt til sig selv midt i en Hovedstads Fristelser
og unddraget et omhyggeligt og stadigt Tilsyn af Myndig
heder, som i fornødent Fald havde Revselsesmidler lil de
res Raadighed. Kloster- og Regents-Alumnerne vedbleve
derfor endnu bestandig at være undergivne en lnqvisition,
der strakte sig til enhver Side af deres Leven, til deres
Flid , deres Sædelighed og deres Religiøsitet. Inspektorel
og Dekaner skulde vide Besked med hvert Skridt, hine
foretoge sig, og for høiere Vedkommende angive ethvert
*) Plakatenaf 9Jan. 1741.