281 / 426
266
Kommunitetet ogRegentsen.
endnu paa Papiret hang over Alumnernes Hoveder som et
Damoklessværd, der kunde falde for endog forholdsviis
mindre betydelige Forbrydelser, synes den i Virkeligheden
dog ikke at have været saa hyppig anvendt som forhen.
Dette laa iøvrigt mindre i en Tilbøielighed til at indrømme
den personlige Frihed større Raaderum end i den anførte
Omstændighed, at Tidsalderens hele Retning førte bort fra
saadanne Udskeielser, som den akademiske Justits fornem
melig tog sig af, saavelsom ogsaa deri, at blotte Advarsler
fra de Foresattes Side maatte være mere virksomme i en
l i d , da den Underdanighedsfølelse for den kongelige Al
magt, der betegnede den hele Slægt, strakte sig ogsaa til
enhver af de Autoriteter, gjennem hvilke en eller anden
Green af denne Magt udøvedes.
Som et Vidnesbyrd om
den i det Hele gjennemgaaende Lydighed mod den aka
demiske Øvrighed kan det tjene, at det nu endelig var
lykkedes at faae Studenterne til altid at være iførte den
halv geistlige Dragt, deres Forgjængere saa længe havde
søgt at unddrage sig fra at anlægge, og uagtet Tidsalderen
elleis ikke savnede Luxus- og Mode-Anordninger, saa vare
de dog af en mere almindelig Tendents, og der behøvedes
ikke saadanne, der særlig henvendte sig til Studenterne.
Til den sorte Dragt bares jo rigtignok den tidligere saa
haardt forfulgte Kaarde, men Retten dertil var ikke som
før en de akademiske Fædre aftvungen Indrømmelse, og
der var ingen Anledning for disse til at forbyde Iiaarden.
Den var heller ikke længer noget Særeget for Adelsmanden
Mygind kom aldrig senere tilbage til Fædrelandet og døde efter et
bevæget Liv i Wien 1789 (jfr. Philomusus Om Stiftelser S. 100,
Baden U niv.-Journal f. 1797 S. 151 f., Biogr. Eft. om Botani
keren Frants Mygind ved E. C. Werlauff i J. D. Herholdts og F.
V. Mansas Saml. til den danske Medicinalhist. I. S. 277 ff.).