280 / 426
Andet Tidsrum. 1728—1777. VII.
265
Stemning var for de to Studenters Udelukkelse af Kloster
og Regents; men det synes dog, som om Professor Reuss,
der selv var en af Pietismens mægtigste Talsmænd, fik
Sagen jævnet i Mindelighed. Fire Aar senere indgaves der
af Provsten en Klage over en Regentsianer, der istedetfor
at holde sig til den anordnede Formular for Bønnen ved
Kollegiets daglige Gudstjeneste bad, »som Aanden drev
ham til«, og, hvis Saadant ikke indrømmedes ham, for
drede Fritagelse for at holde Bøn. Herpaa vilde Fakultetet
imidlertid heller ikke gaae ind, men truede den Paagjæl-
dende, der var Lærer ved Vaisenhuset, med Anklage for
dettes Bestyrelse i Tilfælde af, at han gjentog sin Forseelse,,
og de andre Alumner, der maatte ville følge hans Exempel,
med Udstødelse af Kollegiet1).
6 6 .
I den stræn g eT ug t, som vi saae den tidligere
Periodes Studenter og i Særdeleshed Alumnerne paa Klo
steret og Regentsen at være undergivne, og som i saa høi
Grad indvirkede paa det Liv, der yttrede sig hos og iblandt
dem, var der nu indtraadt nogen Slappelse. Universitets-
Bygningens Kjælder var ikke længer et jævnligt Qvarteer
for Studenter, Relegation hørte heller ikke mere til Dagens
Orden5), og uagtet »Extrusion« af Kloster og Regents
!) Theol Fak. Kopibog IV. S. 590 ff. Den paagjældende Student hed
Erik Lemming.
2) Den mest opsigtvækkende af de faa Relegationsdomme fra dette
Tidsrum overgik en fortrinlig begavet Kloster- og Regentsalumnus
Frants Mygind, der var dristig nok til ved en offentlig Disputats
1734 at ville reducere Universitetets daværende Rektor Detharding
in absurdum.
At Mygind som Opponent havde den materielle Ret
paa sinSide, turde være ligesaa utvivlsomt som, atMaaden, hvor-
paa han optraadte, var temmelig kaad (der forefaldt t. Ex. følgende
Ordvexel mellem ham og Præses: M.
A n medicus inspirare possit
juven i etc
. P.
Utique l
M.
F orte per clysterem
?), og Dommen sy
nes under alle Omstændigheder at have været urimelig haard.