KommunitetetOgRegentsen

264

Kommunitetet ogRegentsen.

Kongebudet kunde imidlertid ikke dæmpe den religiøse

Bevægelse blandt Studenterne: »melerede« de sig end ikke

mere i de kirkelige Tvistigheder paa den fremtrædende

Maade som før, saa sees det dog, at mange Gemytter vare

saa dybt grebne af den moderne religiøse Retning, at de

kom i Kollision med de Love og Anordninger, de akademiske

Foresatte vare satte til at haandhæve. I Efteraaret 1734

indgave saaledes tvende Missionselever, der vare Alumner

paa Klosteret, et Andragende til det theologiske Fakultet,

hvori de vægrede sig ved at deeltage i Kommunitets-Øvel

serne, som besværede deres Samvittigheder1).

Denne

Vægring begrundedes ved følgende charakteristiske Yttrin-

ger: »Hvad sig

thesesphilosophicæ

er anlangendes, da for-

staaer vi ikke

philosophiam,

saasom det ikke er vores

stu

dium

; thi at gjøre

syllogismos logice

med Alt det, dertil

hører, med Behændighed at drage Falskhed af Sandhed,

at lægge Tiden an derpaa agter vi unyttigt og for Skam

og Skade at være imod Jesu Christi Kundskabs Ypperlighed

og foi det, vi ingenlunde behøver til at erlange den aan-

delige Viisdom. Hvad sig

theses theologicce

er anlangendes,

da bekjender vi, at vi ikke uden vore Sjæles Skade og

Fordærvelse kan opponere og disputere derimod; thi Chri-

stus siger: »»Hvem som nægter mig for Menneskene, den

vil jeg og nægte for min Fader, som er i Himlen««: nu

enten vi opponere imod Christi Sandhed, hvad heller det

er af Skrømt eller Alvor, saa nægte vi samme dog.« An

dragendet faldt naturligviis hverken i god Jord hos Fakul

tetet, hvis fleste Medlemmer vare indtagne imod den pie

tistiske Retning, eller hos Konsistorium, og den almindelige

Andragende fra Frederik Petersen Svane og Christian Jakobsen

Protten,

Africani,

i theol. Fak. Kopibog IV. S, 166 IT.