351 / 426
336
Kommunitetet og Regentsen.
kjæmpe eller døe for Danmark. Ligesom imidlertid Kri
gens bratte Afslutning ved Kielerfreden i den paafølgende
Jan. Maaned forhindrede, at de Studerende fik Leilighed
til at indløse dette deres Løfte, saaledes blev det hel
ler ikke Fædrelandskjærligheden, der umiddelbart gav
det frembrydende nye Studenterliv dets Farve: det havde
nærmest en reen æsthetisk Charakteer. Den roman
tiske Poesi havde allerede noget tidligere paavirket
Ungdommen og paatrykt dens hele indre Liv et sær
eget Præg, der i den første Tid navnlig yttrede sig
i Tilbøjeligheden til et stille sværmerisk Drømmeliv. Men
det var dog navnlig fra 1813 eller 1814, at hiin Digt
ning blev Drivhjulet i Slægtens Liv. Det var, som
om den bedre Deel af Folket i et Slags Kraftanstræn-
gelse for at glemme de blodige Saar, der var slaaet Fædre
landet i hine Aar, med al sin Sjæl kastede sig over de
litterære og æsthetiske Interesser og i Poesiens Verden,
hvor der herhjemme netop dengang ydedes noget saa
Stort, fandt Trøst, fordi Fædrelandet selv var blevet saa
lille. Hertil kom, at Baggesen omtrent paa samme Tid
traadte i Opposition mod den herskende digteriske Retning
og netop ved sin Hensynsløshed og Ubillighed tifold for
øgede den Varme, hvormed den omfattedes af Slægten og
navnlig dennes yngre Deel. Det var i disse Aar, at Poul
Møller laa paa Regentsen, og at der, som dennes Bio-
grapli siger, »hvilte over det akademiske Liv ligesom en
Begeistringens Atmosphære, i hvilken Mange følte sig ind
byrdes beslægtede ved de fælles universelle Interesser og
knyttedes venskabeligen til hinanden ved Trangen til Med
delelse«1). Denne Trang blev nu for stærk, til at den
Efterladte Skrifter af p. M. Møller VI. S. 23.