347 / 426
332
Kommunitetet og Regentsen
Bedre end paa denne Ralibeks Ven og Medarbeider, der
ligesom hiin aldrig ophørte at være Student med Liv og
Sjæl. Hans Svigersøn skildrer ham, navnlig i hans Forhold
til Regentsianerne, saaledes: »Hans simple fordringsløse
Adfærd, hans rene og varme Iver for Videnskabeligheds
Fremme som for Alt, hvad han ansaae for ret og godt, i
Forening med hans utrættelige Flid, samvittighedsfulde
Pligtopfyldelse og exemplariske Vandel, men endnu mere
den kjærlige Omhu, hvormed han tog sig af deres Anlig
gender og ufortrøden gik ind i Detaillen af deres Ønsker
og Fornødenheder, den vennehulde liberale Tone, som
fandt Sted i hans Omgang med dem, uden at derfor Vær
digheden tilsidesattes, den faderlige Velvillie, som viste sig
i enhver af hans Foranstaltninger, Raad, Advarsler, Op
muntringer, saa at det stedse var tydeligt, at det kun var
deres eget Bedste, han havde for Øie, hans hele humane
Tænke- ogHandlemaade tilligemed hans øvrige, selv i sine
Abnormiteter elskværdige Individualitet — var det, som
med uimodstaaelig Magt virkede paa de unge Gemytter
ligesom i Almindelighed paa Enhver den, der kom i nær
mere Berørelse med ham«1). Sandheden af dette villige
Vidnes Udsagn om Nyerup stadfæstes af Alle dem, som
endnu ere tilbage fra hiin Tid, da han var Regentsianer-
nes Tilsynsmand: alle Beretninger stemme overeens i, at
hans Forhold til dem var saaledes, at han i sine yngre
Aar fortjente Navn af deres Broder og i de ældre af deres
Fader. Blandt de mange Anekdoter, Traditionen har op
bevaret som Vidnesbyrd om, hvor ærlig meent det var,
naar han kaldte Alumnerne
» commiliton.es « g »Medstude
rende« , turde maaskee neppe nogen være mere charak-
*) Nyerups Levnetsløb, udg. af C. L. Strøm S. 42.