345 / 426
330
Kommunitetet og Regentsen.
faldt Jernstængerne fra Regentsens Vinduer. Gaarden blev
fra nu af ikke mere, hvad den i flere end denne ene
Henseende forhen havde været, et Fængsel. Der blev ikke
længer Tale om Straffeboder for Dette eller Hiint, Deka
nerne skulde ikke længer øve deres inqvisitoriske Talent
paaOpdagelsen af Sm'aaforseelser eller ugentlig holde Cen
sur over Alumnernes Opførsel, og Provsten behøvede ikke
længer at være den strænge Overskolemester, der med
lugtens Iliis skulde forhindre enhver ungdommelig Livs-
yttring. Regentsen blev herefter i en dybere Betydning
end nogensinde før et Hjem for den fattige, i Hovedsta
dens Menneskeørk ellers hjemløse unge Student, et Hjem,
der ikke paalagde ham større Tvang i Leveskik og Studere-
maade end den, enhver af hans Standsfæller udenfor Kol
legiets Port var underkastet, og denne Forandring yttrede
sig ogsaa i den hidtil næsten ukjendte og til den seneste
Alderdom vedligeholdte Kjærlighed og Pietet, med hvilken
Alumnerne fra nu af omfattede den Bygning, der havde
skjænket dem Ly i de unge Aar.
Omtrent samtidig med den her berørte Forandring i
Regentsianernes Vilkaar var det, at Tilsynet med Kollegiets
Beboere betroedes til Fynboen Rasmus Ny er up. Der er
hidtil ikke i dette Skrift fundet Anledning til at gjøre no
gen af Kommunitets- og Regentsprovsterne — alene med
Lndtagelse af Peder Holm — til Gjenstand for særlig Om
tale, og det er kun i Forbigaaende, at vi have havt Lej
lighed til at nævne enkelte andre. Det er imidlertid umu
ligt at omtale Livet indenfor Regentsens Mure under den
antydede nye Tingenes Orden uden at dvæle lidt nærmere
ved hiin Mand, der i en Række af mere end 30 Aar var
Kollegiets nærmeste Værge, og hvis Liv er saa indvævet
i Regentsens eget, som det neppe har været Tilfældet med