344 / 426
Tredie Tidsrum. 1777—1818. VI.
329
rium sad omkring et Bord i høitidelig Taushed, og hvor
Rektor tiltalte dem saaledes: »Vi have af Universitetets
høieste Foresatte faaet det Hverv at tildele Dem en T il-
retteviisning; vi beklage, at denne Straf skal ramme ud
mærkede Medlemmer af vort Universitet, og ere overtydede
om, at De selv hjertelig angre deres Opførsel«. De to
Studenter taug, bukkede og gik, og da de vare komne
udenfor, bragte den tætte Skare af deres akademiske Med
borgere, som havde flokket sig i Gaarden og under Exe-
kutionen havde været meget høirøstet, dem et jublende
Hurra1).
8 8
.
Regentsianernes Fritagel se for Ligbærin-
gen og Ophøret af Klosterøvel serne samt af det i
Forbindelse hermed staaende skolemæssige Opsyn med
Alumnerne stillede disse jævnbyrdig med de andre Stu
denter. Som hiin Foranstaltning hævede deres Selvfølelse,
tillod denne Livet indenfor Regentsens Mure at yttre sig
med en aldrig forhen kjendt Frihed. Det er ikke umærke
ligt, at det var i Aarene 1790, at begge disse indgribende
Forandringer indtraf. Det er ret, ligesom om Vingeslaget
af den mægtige Frihedsaand, der dengang nylig var født
ved Bredden af Seinefloden, og som i saa mangen Hen
seende skulde give Epropa en ny Skikkelse, ogsaa kunde
spores i den lille Verden, som færdedes bag de gamle
røde Mure i Kannikestræde. Tidsaanden drev jo endog
Stiftelsens høiærværdige Fædre til, hvad der kun 10 Aai
tidligere havde været utænkeligt, at indrømme Alumnerne
saa at sige en konstitutionel Medvirkning til Afhjælpning
af deres materielle Mangler og Ulempei, og som et he
tegnende Symbol paa, at de gamle Tider nu vare forbi,
l)
Stefiens a. St. S. 303 f.