349 / 426
334
Kommunitetet og Regentsen.
vakte en dump og stille Sorg, over hvilken Hver især ru
gede. Disse Stemninger og Tilstande overskyggede ogsaa
Studenternes Verden og bragte Lystigheden ogViserne fra
Aarene 1780 og 1790 til at forstumme. For Regentsens
særlige Vedkommende maa det derhos erindres, at Ophøret
af Klosterøvelserne drog en Tilintetgjørelse af det Bekjendt-
skabs-Sammenhold efter sig, som tidligere havde bestaaet
mellem Alumnerne, og saalænge Trangen til et Fællesliv
endnu ikke var vaagnet blandt Studenterne, isoleredes den
Enkelte herved fra sine Kammerater. Man læste flittig
hver paa sit Værelse, med Undtagelse afKontubernalen og
en eller anden Skolekammerat eller personlig Ven havde
Ingen nu Noget med Kollegiets øvrige Beboere at skaffe,
og man hilste neppe hinanden, naar man paa Veien til
eller fra Forelæsninger mødtes i Gaarden. Regentsens
Mure gave derfor ligesaalidt nu som tidligere Gjenlyd af
klingende Glas eller muntre Drikkeviser, og selv den saa-
kaldte »Kro«, hvor Underbetjenten beværtede med Smørre
brød, Thee o. desl., og hvor man dog i tidligere Dage nu
og da traf sammen med hinanden, stod nu tom, ventelig
maaskee fordi der var saa svinsk, at man alene af denne
Grund ikke skulde føle sig synderlig oplagt til at unde
den sin Søgning. For en enkelt Gang at bryde denne
Stilhed og forene Alumnerne om et fælles Formaal udfor-
dredes der i alt Fald en alvorsfuld Begivenhed udenfra —
som Opbudet til Studenterne om at gribe til Vaaben 1807
— eller ogsaa en Krænkelse, der ramte Alle ligemeget —
som da der i et af Hovedstadens daværende Tidsskrifter
var bleven indrykket en Artikel, hvori det paastodes, at
der paa Regentsen ikke fandtes nogen sand videnskabelig
Stræben. Denne Fornærmelse, fortælles der, oprørte Ge
mytterne saaledes, at nogle Regentsianere henvendte sig