Previous Page  126 / 392 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 126 / 392 Next Page
Page Background

118

Magistratens Forretninger.

det var her langt fra at alle Raadmænd blev Borgmestre,

og der er mellem Borgmestrene selv ej heller sket Omveks­

ling, idet den ældste vistnok altid vedblev at være den

øverste. Saaledes siges Hans Nikkelsen Lundt 1655 efter

sin Død at have været den øverste Borgmester1), og han

var da ogsaa den, der havde været længst i Embedet.

Om Fr e da g en holdt hele Magistraten paa Raadstuen sit

almindelige Møde, paa hvilket der foruden Sager til Stadens

almindelige Bedste ogsaa forhandledes de Sager, som By­

fogden om Mandagen paa Bytinget ikke havde set sig myndig

til at dømme. Af Kristian IY’s Reces 1643 ses saaledes, at

Byfogden ikke maatte udstede nogen Æredom. 4. Avgust

1606 vedtoges en ny Forretningsorden, da det var Byfogden

og Stadens Kæmner besværligt og fast umuligt at forrette

alle Sagerne paa Bytinget, og Medborgerne blev saaledes be­

sværede med unødigt Pengespild, idet deres Sager først

overhørtes i nogle Uger paa Bytinget, og siden henvistes til

Raadhuset, naar Byfogden fandt sig „besværlig41 at dømme

deri; derfor skulde der hver Ons dag holdes Raadhus af den

Borgmester, som hver Maaned efter Omgang førte Stævne­

bogen, tilligemed 2 Raadmænd og Byfogden.

Byfogden

skulde selv gennemse Stævnesedlerne, førend hans Svende

bragte dem ud i Byen, forat der ikke til om Mandagen

skulde stævnes store Sager, der kunde være for vigtige for

ham at dømme i; naar han engang havde taaet Sager stævnet

for sig paa Bytinget, burde han nemlig ikke vise dem fra

sig til Raadhuset, men skulde afgive en skriftlig Dora, ej

heller maatte han uden Borgmestre og Raads Vilje forrette

Sager paa Bytinget, som allerede var begyndte paa Raad­

huset. Da den ny Retsdag om Onsdagen saaledes var ind­

rettet til Byfogdens Bedste, skulde han lade Fogedsvendene

den Dag ligesom om Fredagen tilligemed Bysvendene være

tilstede paa Raadhuset, og han skulde møde Kl. 8 og ikke

') Sæl. Teg. XXXIII. 207.