151 / 392
Fiskeriet i Søerne.
143
mærkeligt, naar vi ser hen til Forholdene i vore mindre
Købstæder, saaledes kom de ogsaa til at drive Fiskeri. I
Opgivelsen til Kongen af Magistratens Indkomster 1553
nævnes, at hver véd sit F i s ke v and der omkring Byen, og
1580 oplyser Magistraten selv, at den Fordel, som er af
Byens ferske Søer og Fiskevand, „har fulgt Borgmestre og
Raad udi Kjøbenhavn, saa vel som andre Købsteder her udi
Riget, af Arilds Tid“ x). Dette være nu som det vil, men
da de smaa Hospitaler ophævedes 1530, bestemte Frederik I,
at „S. J ø r g e n s Sø bliver til Kjøbenhavns Slot for et frit
Fiskevand til Slottet“ 2). Det er imidlertid sandsynligt, at
det senere er oplyst, at det kun var den vestlige Side af
denne Sø, som grænsede op til S. Jørgens Hospitals Mark,
der tilhørte dette, medens den østlige Side var Byens, og at
Kronen derfor ikke har fastholdt den tiltagne Ret, Da der
1587 førtes den Retssag mellem Hospitalsforstanderen og
Byen om denne Sø, der er omtalt foran S. 47— 48, var der al
deles ingen Tale om Kronens Medejendomsret. Dommen er
kendte, at der var gjort Borgmestrene Uret og at de burde
paa Byens Vegne nyde deres Fiskeri herefter „som de til
forn udi langsomlig Tid ubehindret haft har“ , og det be
vilgedes dem at indgrave Byens fra Hospitalets Ejendom.
Denne Tilladelse blev til stor Fordel for Byen, idet den nu
fik Raadighed over en stor Del af Søens Bund; denne blev
derpaa saa godt som udtørret og Grunden benyttet til Ager
og Eng. Derfor kunde det hedde i et Kongebrev af 1606,
at der imellem Vester- og Nørreport udenfor Byen var „en
Plads, hvor tilforn har været en stor Sø“ og som for nogen
Tid siden var saaledes udgravet, at den var ganske tør og
en Del blev besaat med Korn, en Del var udlagt til Eng
bund. Kongen frygtede nu for, at dette i sin Tid kunde
blive Byen til mærkelig Skade og Afbræk, „dersom noget
uformodendes (det Gud forbyde) fjendtligvis kunde paakomme,
*) K. D. II 300, 398. 2) K. D. IV 442.