Previous Page  319 / 392 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 319 / 392 Next Page
Page Background

Rodemestrene.

313

have Tilsyn paa Volden og hos Portvægterne, saavelsom ved

Ilden; det hændtes nemlig ved saadanne Lejligheder, at der

forsamledes „allehaande gemen Folk og løs Selskab, som

mere er geneget at gøre Skade og forkomme bedrøvede

Folks Gods end at redde og Ildfare at afstille, udi hvilke

Tider man og maa befrygte for Forræderi og anden Ulej-

lighed“ .

Naar Rodemestrene syntes at „ske forkort" af

Oldermanden, skulde de henvende sig til den Borgmester,

som befalede deres Rodemaal*). Byens „hemmelige Ærender “

var det dem strengelig forbudt at aabenbare for nogen2).

16.

Jan. 1632 fik Rodemestrene en rigtig Lavsskraa om

deres indbyrdes Forhold3). Efter almindelige Bestemmelser

om Stævner og forskellige Ting, der stemmer overens med

Haandværkernes Lavsskraaer, hedder det, at de 2 Gange om

Aaret ved Mortensdags T i d , naar Skatten var indkrævet og

leveret Kæmneren, og ved S. Valborg Dag, naar Folk var

flyttede, maatte de efter andre ærlige Samfunds Sædvane

holde Adelstævne i det Hus, der laa dem belejligst, og da

„udi fastende Sammenkommelse“ (inden man havde nydt

noget) oplæse denne Ordning, dernæst forhandle det forløbne

halve Aars uafklarede Handel og Urigtighed imellem dem

indbyrdes og først da holde sig lystige med de Penge, der

var indkomne som Bøder; dog maatte de ingen anden Drik

bruge end 01, som de førend Gildet skulde lade indlægge,

saa at de aldeles intet skulde lade hente udenfor Huset i

Kander „ved Gadeløb“ . Den, der spildte mere 01 end det,

der kunde dækkes med en Haand, skulde bøde 4 Sk., men

gjorde han det modvillig, 1 Daler. Ellers maatte der intet

drikkes ved andre Sammenkomster, og hvis Oldermanden

eller nogen af Rodemestrene fandtes saa dristig, at han lod

hente 01 eller anden Drik til Oldermandens Hus, skulde han

1) Man maa heraf slutte, atf hver Borgmester i visse Tilfælde

havde særligt Tilsyn med sin Del af Staden. 2) K. D. II

536— 41. 3) K. D. III 104—08.