EnLykkeligTid

sig stærkt af. Men Hjertet hos ham var godt, og

en snurrig halv*, efterhaanden helgammel Fyr var

han, sær og fantastisk i Væsen, ævntyrlig i Udseende

med det ene Øje næsten skjult, Eftervéer fra et apo*

plektisk Anfald. Han mindede i visse Retninger om

den »gamle Karl« i

H. C. A n d e r s e n s

»Nabofami*

lierne«, der lavede Graaspurven om til en Guldfugl;

men han var ogsaa i Familie med den tyske Digter

H o f f m a n n s

Skikkelser, omend det diabolske dog var

ham fremmed. Imidlertid rummede hans Bryst i det

mindste én poetisk Følelse. Hvert Foraar gik han

nemlig ud til en Korsvej, hvor der stod et enligt Pile?

træ for at se, om »hans Fugl« var kommen. Det var

hans Tro, at der hvert Foraar sad en lille Fugl —

og vel at mærke altid den

s a m m e

— i Toppen af

Pilen; tillige var han overbevist om, at den kendte

ham og kvidrede ham en Hilsen i Møde. Og den

gamle Fasanjæger Janos i »Skovridergaarden« van*

drer jo ogsaa hvert Foraar ud til Træet ved Hoved*

landevejen for at hilse paa Fuglen, som bringer ham

en Hilsen fra det gamle Hjem i Bøhmerland.

H o l m b l a d

var, som sagt, godmodig. Jeg husker,

at en Kat paa Højagergaard en Gang havde mistet

et Ben, og den skulde da skydes. Min Fader besør*

gede dette, og en Begivenhed var det selvfølgelig

for min Broder Knud og mig. Da vi havde begravet

Katten i en Grusgrav med

H o l m b la d

som det del*

tagende Følge, sagde min lille Broder Knud, da han

havde set lidt paa Mandens tomme højre Ærme, der

var syet fast til Sidelommen: »Du Holmblad, Du

skulde bede Far om at skyde Dig!« Den gamle