EnLykkeligTid

Naar man kørte gennem Landsbyen kunde man

let paa Husets Haveside faa Øje paa Vinduet foran

hvilket der iøvrigt i Reglen var hængt et Stykke Tøj,

vel sagtens for at ikke den ulykkelige Kvinde ved at

kigge ud skulde forstyrre Ægtemanden eller dennes

Husholderske, naar Parret gik Tur mellem Bonde?

roserne og Asterserne. Gysende, erindrer jeg, stir?

rede vi Børn paa Tørklædet, som skjulte den Gale;

og forskræmte, men med den Nysgerrighed overfor

det ukendte, gyselige, som man i den unge Alder er

i Besiddelse af, frittede vi Homblad ud om den tragi?

ske Historie.

Højagergaards nærmeste Omgang var selvfølgelig

Familien Hellmers paa Overberg. Den unge Gods?

ejer

C a r l J o h a n H e llm e rs

var sammen med nuværen?

de Overretssagfører

C a r l B e c k e r

min Faders Jagt?

kammerater, og vi Børn kom ogsaa tidlig og silde paa

Overberg, en gammel Gaard om hvis imponerende

Stengærder der gik det Sagn — eller

H is t o r ie n

virke?

lig kunde berette — at de havde ruineret en tidligere

Ejer, en

A h r e n s t o r ff ,

som havde ofret, hvad han eje?

de for at lade Stenene grave op af Markerne. Tilsidst

blev han saa fattig, at hans Kusk ernærede ham. Men

de senere Ejere af Gaarden havde han altsaa gavnet

betydeligt.

En af Grundene til, at min Fader befandt sig saa

vel og kunde arbejde saa fortræffeligt paa Høj ager?

gaard, var, at han var helt i Ro, naar han da vilde

det, for Selskabsmennesker og det meget, som han

under ét kaldte for »Konversation«. Særlig brugte