EnLykkeligTid

Hr.

L e u n in g

var nede ad en Trappe eller paa den an*

den Side en lukket Dør, vovede man igen at tale.

Dog ingen maa tro, at Leuning var en Tyran eller

blot en særlig streng eller haard Mand. Det modsatte

maa man betegne ham som. Ganske vist lynede et

skarpt Blik under vældige buskede Øjenbryn bag de

buede Brilleglas, og ildevarslende Rynker kunde

tegne sig paa Panden.

Overfor gennemført Dovenskab reagerede han

stærkt, og da lød hans hvasse Tunge, ligesom hans

højre Haand let paa meget kraftig Maade kom i Bes

røring med Synderens ene Kind — først blev dog den

glatte Guldring med megen Højtidelighed draget af

Fingren og lagt paa Katederet; denne Del af Akten

var for hele Klassen den uhyggeligste, og det fors

højede sikkert ogsaa Ofrets Lidelser at vide,

h vor

nødvendigt, det var, at Ringen, medens Slaget stod

paa, fjernedes. Jeg har imidlertid en Mistanke om,

at det lille Ringsintermezzo var et Trick kun, som

L e u n in g

brugte for Effektens Skyld.

Men det skal atter understreges:

L e u n in g

var alt

andet end brutal; og han havde en egen, meget fors

nøjelig Maade at skamme en doven Dreng ud paa.

Det var først, da Skolen flyttede til Helgolands*

gade, at jeg fik

L e u n in g

til Lærer, og endnu kan jeg

huske — og nyde —

L e u n in g s

Modtagelse af »en ny

Dreng« i Klassen.

Uvægerlig lød det da; — Ja, her ser Du Dine

Kammerater, og Du kan selv bestemme, hvilken

Plads Du ønsker at indtage blandt dem.

D o g

unds

tages Nummer

n e d e rst,

thi den er for Livstid forpags