EnLykkeligTid

kommen for Skade at fornærme en adstadig Lærer

af den gammeldags Slags.

— Tankerne falder Poul let i Hjernen og Ordene

let paa Tungen! Med saadanne Ord blev en Gang

en Klager over Poul, Tysklæreren, senere Professor,

H a u n s t r u p ,

trøstet. Poul havde sammen med min Bro*

der Knud i en Time paa Gangen udenfor Hr.

H a u n

s t r u p s

Klasse givet en Mundharmonika?Koncert til

bedste, og overfor den hurtig tilstedekommende og

meget koleriske Tysklærer havde Poul vistnok vist

lidt for megen Overlegenhed.

Til den rapmundede Elev havde endelig

L e u n in g

kun en Formaning om »at stikke Fingeren i Jorden

og lugte, hvor han var!«

. .. Disse

Leuning^

P o u l R e u m e r t

?Minder stam*

mer imidlertid fra Skolen i Helgolandsgade, og med

Christianshavner?Borgerdyden er jeg egentlig ikke

helt færdig.

Blandt Lærerne erindrer jeg, foruden de nævnte,

den brave, men unægtelig meget lidt pædagogiske

Krigsassessor G.

L ic h t

— selvfølgelig fhv. Under?

officer, Veteran og Dannebrogsmand — der under?

viste i Gymnastik. Det pudsige ved hans Timer

bestod i, at Eleverne saasnart de kom ned i Gymna?

stiksalen, ganske skiftede Nummer. Fuksen optraadte

i Reglen hos

L ic h t

som Nummer ét, og sprang først

over »Hesten«. Blanke Toører uddeltes som »Me?

dailler« — men just ikke til dem, der i de rigtige

Klasser fik ug’er. De »dannede« Elever gjorde han

i Reglen Nar af; men -— trods alt — var han en

brav Mand og stod

se lv

i Dannelse langt over mange