51 / 154
46
og sang patriotiske eller religiøse Sange. Pludselig
lød ind imellem de friske Pigestemmer et grelt Ugle?
skrig, og til al Uheld frembragtes Skraalet af — en
J ø d e !
Aldrig har jeg set
L u n d
blive saa rasende.
Han for op og vilde hen til den brutale Urostifter,
rimeligvis for at slaa ham i Dækket eller smide ham
overbord, og det kostede min Fader den største An?
strengelse at holde ham tilbage. Selv da Tølperen,
der ogsaa forstod Situationens Alvor, havde gjort
sig usynlig ved at forsvinde i en Kahyt, tordnede
L u n d
og svor paa, at han skulde finde Fyren ved
Landstigningen. Tilsidst maatte min Fader forklare
H. C. A., at
han
ikke ønskede at optræde som Sekun?
dant i et fremmed Land. Først henad Aften, da en
Italienertrup forlystede os i den lille By Vitznau,
faldt vor Ven til Ro og gik ind paa at give en Flaske
Vin til Tak, fordi min Fader havde reddet ham fra at
bringe hele Rejséselskabet i en pinlig Situation.
Men fra vore Udenlandsrejser med
L u n d
husker
jeg ogsaa de vidunderlige Timer, naar min Broder
Knud og jeg i en »Pause« fik Lov til at besøge
»Onkel« H. C. A. paa hans Værelse, og han da for?
talte Historier, altid gemytlige, om svundne Dage.
. .. For os alle var
L u n d
den inkarnerede Peber?
svend. Saa pludselig engang giftede han sig i en for?
holdsvis fremrykket Alder. Det hed sig, at han hav?
de genfundet sin Ungdomselskede. Og der er ingen
Grund til at tvivle om, at den gamle Riddersmand
i de mange Aar havde været
h e n d e
tro, som han i
Livets Vaar havde sat sin Lid til og givet sit ædle
Hjerte.