54 / 154
49
gemytlig Maade havde han at tage dem paa. Jeg skal
gengive en af de Scener, der ofte udspilledes mellem
Forhørsdommeren og en Delikvent:
En Dag blev en mindre tiltalende Herre, for ikke
at sige en rigtig ægte, københavnsk Bisse, fremstillet
for Assessor Obelitz, og Fyren mød te op med Haand*
jern paa.
— Hvorfor har Du Haandjern paa, min Ven?
spurgte
Obelitz,
det var før
Albertis
Tid, og
Obelitz
sagde altid »Du« til sit Klientel.
Svaret lød noget slukøret: — Jo, fordi jeg har
været uartig mod den forrige Assessor!
— Hvad har Du da g jort ham?
— Jeg kom til at smide ham min ene Trætøffel
i Hovedet! kom det meget forknyt.
Saa rejste
Obelitz
sig i al sin Vælde og stirrede
lidt paa den arme Synder og sagde derpaa: — Saa*
dan Kunster finder Du ikke paa overfor
mig,
vel?
Det gyste helt i den stakkels Djævel, og et
frygtsomt, men bestemt: — Næ ’h, bevares! lød.
— Tag saa bare Haandjernene af ham, komman*
derede
Obelitz,
og han tilføjede, vi snakker meget
mere fortroligt sammen uden saadan Dikkedarer, og
vi to, han nikkede opmuntrende til Fangen, har jo
en hel Del at skulle forhandle om! Hvorefter For?
høret gik sin Gang — vistnok til begges Tilfreds*
stillelse.
Obelitz
fik altid saadanne Eksistenser, fordi han
havde sin egen Façon a t tumle dem paa, og de som
oftest var villige til at bekende overfor
ham.
Jeg husker, at han ogsaa en Gang havde med
Gustav Bauditz: En lykkelig Tid.
4