EnLykkeligTid

er det den Dag i Dag, at blade i den ind*

bundne Aargang af »01dfux?Kalendre«, som

Carl

Møller

i Forening med

Conrad Møller,

en an=

den Studenterkommerceraad fra gamle Dage, senere

Indehaver af Firmaet »Hornung og Møller«, havde

udgivet paa

Ernst Bojesens

Forlag, der jo dengang

repræsenterede noget ganske nyt. Og da jeg blev no*

get større og kunde læse, tog jeg fat paa

Carl Møb

lers

humoristiske Bøger, der jo — trods alle gamle

Spaadomme — endnu trykkes i nye Oplag og læses

Landet over, ja egentlig har opnaaet en hel Renæs?

sance, fordi de paa saa udmærket Maade giver et

Billede af Datidens Københavnerliv. Det er vel rigi

tigt, at der i

Carl Møllers

Bøger kan være lidt for

mange af de »Studenterforeningsbrandere«, som gras?

serede i 70’erne og 80’erne; men »de vise paa Bjer?

get« forstod den Gang slet ikke Betydningen af

Carl

Møllers

Forfatterskab. De kunde — eller vilde —

ikke forstaa den underfundige Menneskekundskab,

som prægede Skildringen af de forskellige Figurer

og det uopslidelige Humør, han lagde for Dagen.

Den Møllerske Satire var harmløs, det er sandt, men

den var ikke mindre vittig, end den der præsteredes

fra andre Lejre. Og ofte lod

Carl Moller

netop sin

Spot gaa ud over den toneangivende Klike indenfor

Literaturen, og det skulde man den Gang vogte sig

for, hvis man da ønskede at staa sig godt med visse

Kredse.

Carl Møller

var imidlertid

ikke

Snob i den Ret*

ning — tværtimod, han var nu overhovedet ikke

snobbet i nogen som helst Retning. Alle Slags Mern