EnLykkeligTid

Tunge, skal jeg ungefehr sige om den er fra Abe*

steen, Bech, Soel, Fabricius eller Biil!«, da kunde min

Fader gøre disse O rd til sine, blot Vinhandlerfir?

maerne forandredes. Han forskrev im idlertid som

Regel sin Vin selv eller re ttere : han fik den hjem

med Søofficerer fra de rigtige Kyster.

For min Broder

Knud

og mig var i Begyndelsen

Middagsselskaberne en Rædsel. Sagen var at vi, om

der var Plads eller ej ved »det store Bord«, skulde

sidde ved et lille henne ved V indueskarmen; mel?

lem denne og et Sølvskab var der akkurat saa megen

Plads, at en Stol kunde sæ ttes ind, og vi skiftedes

da broderligt til at have denne, thi da kunde man

ikke betrag tes af Selskabet, og den uhyre Forsmæ?

delse at sidde »ved lille Bord« og faa de Smuler, Stue?

pigen allernaadigst tildelte os, kunde skjules i »Skil?

derhuset«. N aar endelig Torturen , selve Middagen,

var overstaaet, efter at vi tilslut ved Desserten var

bleven »haanet« af en eller anden Onkel, der endnu

havde et Glas Madeira staaende foran sig og mente

dette anvendeligt til at tømme paa Børnenes »Vel?

gaaende«, efter at en kortere Skaaltale var holdt,

gik Selskabet ind i Dagligstuen og bød hinanden

»Velbekomme«, og to M inutter efter sad Herrerne i

min Faders Værelse og »Biblioteket« ved Kaffe, To?

bak og Likør — grøn Chartreuse var den Gang Fa?

vorit — Damerne placerede sig i Dagligstuen, men

maatte undvære baade Likøren og Tobakken. Vi

Børn fik saa re tte t en Række — vi syntes taabelige —

Spørgsmaal til os af fremmede Damer; og saa be?

gyndte en ny To rtur: vi skulde nemlig vandre rund t