57 / 154
52
nesker omgikkes han — og
kunde
omgaaes dem, lige*
som min Fader — han ejede ogsaa Evnen til at faa
andre til at fortælle, han forstod at lytte, en sjæh
den Egenskab. Men den, der for første Gang
var sammen med
Carl Møller,
og var kommen med
Forventning om at træffe en forfærdelig grinagtig
Mand, der sagde V ittigheder og fortalte morsomme
H istorier ude fra Landet eller fra Møruppernes
Udenlandsrejse, tog fejl.
Stor, bred sad han, men med et nærmest »til?
knappet« Væsen. Han konverserede en Dame som
en Hofmand, og i Herreværelset efter Middagen var
han lig en adstadig Kontorchef i et Ministerium.
Derfor skal det ikke paastaaes, at han var en
kedelig
Fyr, hans Nærværelse ved Middagsselskaber var
meget eftertragtet, ikke m indst af de forskellige
Huses Damer, hvem han altid viste Opmærksom?
heder, han havde, hvad ikke saa mange var klar
over, dyb Beundring for det smukke Køn, og iøvrigt
har han jo ofte i sine Bøger paa den fineste og mest
forstaaende Maade skildret den purunge Pige, netop
i den Stund, hvor H je rte ts første Rørelser begynder.
Om hans »vilde Liv« i Byen med Svirebrødre
gik der megen Snak. Selvfølgelig var denne Opspind,
eller i hvert Fald stæ rk Overdrivelse.
Carl Møllers
Liv var for uindviede en Gaade.
I sin Ungdom var han en ko rt T id forlovet med
en ung Dame; men
han
hævede Forbindelsen, ude?
lukkende af Pligthensyn, idet han ikke mente med
god Samvittighed at kunne gifte sig, da hans Hel?
bred var vaklende.