55 / 154
50
en Falskmøntnerbande at gøre. Der var bleven teg;
net — altsaa g jort med Haanden — falske Ti; og
Femkronesedler, et møjsommeligt A rbejde, hvilket
man ikke skulde tro kunde bringe Fremstillerne me;
get Guld.
Obelitz
havde med sig, hjemme hos os en Aften,
et Par Sedler og viste dem frem.
— Se disse, sagde han, kan jeg ikke finde Op;
havsmanden til. Jeg har en Kavalér, der meget pænt
har tilstaaet at have en halv Snes andre falske paa
Samvittigheden, jeg havde ham ogsaa m istænk t for
disse her; og idag, da jeg fik ham for, læste jeg ham
ordentlig Teksten og forklarede ham, at baade hans
og min T id blev spildt ved hans stadige Vægring
ved ogsaa at tage de to sidste paa sin Kappe —
Dommen for ham vilde jo ikke blive større for de
to usle Lapper — men Fyren
vilde
ikke makke Ret.
Jeg blev gal i Hovedet og slog i Bordet. Men saa,
ganske stilfærdigt, paapegede Seddeltegneren nogle,
lidt dilettantisk udførte Kruseduller her i H jørnerne
og bestemt sagde han til mig: — Jeg skulde engang
have været Kunstner, Hr. Assessor, jeg har gaaet
halvandet Aar paa Kunstakademiet,
disse
to her
kan
mit Talent ikke vedkende sig, ellers skulde jeg saa;
mænd gerne gøre Hr. Assessoren den Tjeneste!
— Og saa gav jeg selvfølgelig op! tilføjede
Obelitz.
. . . Venskabet mellem Forfatteren
Carl Møller
og min Fader stammede fra Studenterforeningen.
Som lille Dreng var det min Fryd, og det