50 / 154
45
ning — som man kun meget sjælden møder — ja,
som vel
nu
om Dage er ganske uddød.
For ham var Ordene: »Gud, Konge og Fædres
land«, (Ord, som af mange er skammelig misbrugte),
noget virkelig helligt. Aldrig — det er jeg overbe*
vist om — har han sagt en Usandhed;
d et
kunde
jo ikke en Gentleman, vilde han mene. Uretfærdig
har han heller neppe været i en Dom, selv om han
kunde blive oprørt i sit Inderste, naar han hørte
nogen haane det,
han
syntes, man skyldte Ærbødig*
hed. Han yndede ikke Jøder, det skal indrømmes,
forresten i Modsætning til min Fader, der hele sit Liv
endog havde en stærk Interesse og Sympati for Jø*
der (man behøver blot at tænke paa Isach i »Garni*
sonsbyen«); men
L u n d s
Antipati skyldtes sikkert
politiske Grunde, det var 70’ernes literære Anførere
i Studenterforeningen, han afskyede, ikke en Races
Ejendommeligheder. Han var en sjælden helstøbt
Personlighed, og han viste sig altid udadtil som
den
H. C. A., der i Studenterforeningen stod som d e .
konservatives opildnende Fører, og som overfor »Jø*
dedoktre« og »lignende fæle Kumpaner« var »Rid*
deren uden Frygt og Dadel«.
Lund handlede altid ud af en ærlig Overbevisning,
og blev hans Sind oprørt, kunde den gamle Krigs*
mand dukke frem — ikke for intet havde han del*
taget i Krigen 1864!
Jeg husker ham paa en af vore Udenlandsrejser.
Vi var ombord i en Damper paa Vierwaldstadter*
søen i Schweiz. Nogle unge Piger havde samlet sig