EnLykkeligTid

Hans Sygdom var ganske utvivlsomt ogsaa Skyld

i, at han til T ider kunde faa en »Raptus«, under hvils

ken han, den korrek te Gentleman og det stille Vanes

menneske, tumlede lidt stæ rk t omkring paa de køs

benhavnske Forlystelsesstæder i mere eller mindre

værdigt Selskab. Im idlertid benyttede han jo disse

Udflugter i sine Bøger; og er der ikke sket værre

Udskejelser, end dem man læser om i »Paa Farten«

og »Turistkompagniet« — hvad der ganske sikkert

ikke er — da har der saamænd ikke væ ret G rund til

den Forargelse, der har holdt sig lige op til vore

Dage, og som bl. a. kan optræde hos en eller anden

ung Digter, der

ikke

har faaet tildelt det ønskede

Forfatterlegat,

Møller

stiftede for en »fortrinsvis

humoristisk Fo rfatter under tredive Aar«.

N aar

Carl Møller

havde givet sig selv lidt for

frie Tøjler, blev han menneskesky, gik ikke i Sel?

skab, mødte ikke, hvor han ellers var Stamgæst, t.

Eks. om Sommeren i Tivoli hos

Ægidius,

hvor han

spiste sin A ftensmad i Reglen i Selskab med mine

Forældre og Bedsteforældre. Derimod gik han —

paa G rund af N ervøsitet altid ledsaget af sin Hus?

holderske, Madam Jensen — i »Cirkushaven« eller

andre lignende Steder, hvor han kunde være vis paa

ikke at træffe sin Omgangskreds. Og naar man

havde set ham »med Madammen« paa Gaden, var

man klar over, at ingen Invitation lokkede ham. Ven?

nerne besværede ham ikke, men ventede til han plud?

selig en Dag dukkede op i smult og kend t Farvande.

Carl Møller

kaldte altid mig »Skønaanden«, fordi

jeg en Gang i 10?Aars A lderen med absolut Kend?