60 / 154
55
linger havde indbragt ham. Han var formuende efter
sin Fader, men Formuen var ikke saa lidt forøget
— han havde jo ogsaa tjen t godt paa flere af sine
literære A rbejder. A lt hvad han ejede, ca. 125,000
Kr., gik til velgørende Institu tioner og det omtalte
Legat paa 20,000 Kr. Min Fader, der var en Slags Ekse*
kutor i hans Bo, og sammen med Professor
Vilhelm
Andersen
og
Møllers
Forlægger til sin Død Medudi
deler af Forfatterlegatet, havde hans Regnskaber
hjemme, og han viste mig — for det gode Eksempels
Skyld velsagtens — med hvilken Akkuratesse og
O rdenssans alt skriftligt laa efter den Afdøde.
Om
Carl Møller
selv har v idst eller haabet paa,
at hans Væ rker skulde leve saa længe efter hans
Død, véd jeg ikke. Han udtalte sig sjelden om sin
egen Produktion. Men da hans Opgave naturligvis
var at bringe Glæde i Læsernes Sind, saa vilde det
have tilfredsstillet ham at høre genfortalt følgende
lille Oplevelse, jeg havde for et Par A ar siden:
En N ervepatien t laa paa et af vore Hospitaler,
og jeg havde laant ham
Erik Bøghs
»Jonas Tver*
moses Ærgrelser« og et Par af
Carl Møllers
Roma?
ner.
Da jeg besøgte min syge Ven nogle Dage efter
Indlæggelsen, kunde han hilse mig fra Professoren,
der, efter at have undersøgt sin Patien ts Lekture,
havde spurgt: — Hvad er det for en klog Mand,
der har givet Dem disse Bøger?