65 / 154
60
dorff
t. Eks. — drøftede han altid enhver Rørelse
indenfor Skolen og Teatre t; ligesom han glædede sig
over de nye Kræfter — eller S tjerner — som dukkede
frem — han følte sig, det tro r jeg, egentlig som en
Slags Onkel for alle, store og smaa, der havde haft
deres Ben paa Dansesalen.
Min Fader havde imidlertid ogsaa anden Forbirn
delse med Det kgl. Teater. Han havde faaet flere
Smaastykker opført og havde efter Bestilling oversat
et Par Operaer, saaledes »La Traviata« og »Mefisto?
feles«.
Peter Schram
kunde min Fader aldrig blive træ t
af at snakke beundrende om. Allerede som ung Stu?
dent havde han lært ham at kende, det samme var
Tilfældet med
Phister
og gamle
Mantzius.
En Gang
havde han endog ved en Studenterforeningsopførelse
af »Jeppe« paa »Folketeatret« været
Phisters
Sufflør
under Sengekammerakten.
Min Fader ejede et ikke helt ringe Stemmeimita?
tionstalent, og
Schram
kunde han give morsomt som
Don Bartolo. Ogsaa naar han havde passiaret med
Phister,
talte han bagefter med dennes Stemme. En
af H istorierne lød saadan: — Jeg mødte
Phister
idag
paa Kongens Nytorv, og han begyndte jo straks at
klage over sit daarlige Syn. Saa pludselig tog han
min Arm og sagde: Aa, kære Bauditz, De véd, jeg
ser saa elendigt, men hvis ikke Ø jet bedrager mig,
er
det ikke Olaf, som gaar derhenne? — Jeg kunde
lige akkurat skelne ham, sagde min Far, men jeg
troede ogsaa nok, det var Olaf, som spadserede paa