EnLykkeligTid

67 / 154

62
Knuden, betaler Portvinen, beordrede Mantzius og
tilføjede, dette Spil kalder man at p lu k k e ! Ja,
her kommer et uskyldigt, men dog ikke helt høvisk,
Ord, som min Pen kun vil skrive med Prikker.
Hvem der plukkede — Knuden, kunde min Fader
ikke huske, men det var dog ikke Mantzius, det erin?
drede han!
Min Fader havde en H istorie til om Mantzius ,
som han gerne fortalte, min Fader har ikke selv?
oplevet den, og muligt er det, at andre ogsaa kender
den, imidlertid lyder den saaledes i al Korthed:
Mantzius var kommen til Jylland og skulde læse
op i forskellige Byer. En Aften, da han kom til en
ganske lille Købstad — min Fader nævnede altid Ebel?
to ft — havde Mantzius i Dagens Løb »plukket alt for
mange Knuder«, saaledes at han, efter at være be?
gyndt paa sin Oplæsning, viste sig saa temmelig
uegnet til at fængsle et Publikum, han afbrød sig selv,
han læste forkert, og værre og værre blev det, idet
Publikum efterhaanden fniste, snakkede med eller
ren t ud forlangte: »Afslutning«. Det hele tegnede til
at blive en Skandale!
Med ét holdt saa Mantzius op i sit Æ ven ty r eller
sin Deklamation. Med den dybeste Foragt saa’ han
ud over sin Tilhørerforsamling og slyngede den i
Hovedet: — For at tage her til — Ebeltoft og læse
hø jt maa et Menneske jo være gal eller fuld. Jeg har
valgt det — sidste! Og dermed forlod Mantzius
Talerstolen, men Publikum klappede, og senere paa
Aftenen — derom er der næppe Tvivl — har Mantz
zius nok fundet sig til re tte med en Del af det mand?
lige Borgerskab.