72 / 154
67
skulde studeres, saasnart den for mig dejlige Skarla*
gensfeber var overstaaet.
Men Æ ven tyrene slap jeg alligevel ikke. Særlig
i Ferierne kunde jeg dyrke dem, og min Fader havde
dem jo alle.
Min Farmoder skylder jeg dog Kendskabet til
H.
C. Andersen,
hvem hun elskede enthusiastisk; fra
jeg var ganske lille, læste hun hans »Æventyr og HF
storier« op for mig.
Og fra jeg selv kunde stave mig gennem en Bog
til den Dag i Dag, er disse den bedste Literatur, jeg
ved.
Nu —
endelig
— i dette Aarhundrede synes de
Danske at have forstaaet, hvem
Andersen
egentlig
var; men jeg erindrer fra mine Drengeaar at have
hørt overbærende Udtalelser om »den barnlige Sjæl«
og »Børnebogsforfatteren« (!)
H. C. Andersen,
der
ogsaa som 65*aarig, verdensberøm t Digter i Novem*
ber 1870 sad i sin lille Stue i Tordenskioldsgade 17 og
ærgrede sig over, hvad hans Landsmænd skrev af
nedsæ ttende om hans nysudkomne »Lykke*Peer«.
Særlig fo rb itret følte han sig over Kritiken i »Fædres
landet«,
Carl Plougs
Blad (!!).
. . . Tillige var mine Yndlingsboger
Oehlenschla*
gers
og C.
Molbechs
Æventyrsamlinger, henholdsvis
fra 1816 og 1843. De havde ogsaa begge været min
Faders Barndoms* og Ungdoms Læsning, og han har
ofte fortalt mig, at mange af Fortællingerne havde
fo rsty rre t hans Søvn — ligesom jeg selv en Overgang
stadig drømte om Hexe og Spøgelser og blev mørke*
ræd. Særlig i
Molbechs
Samling var et irsk Æ ven tyr