EnLykkeligTid

Gevær, og at den vagthavende Officer saa’ op til Rid?

dersalen og pegede derop. Et Øjeblik efter forsvandt

Lysningen.

Næste Dag talte Kronprinsessen om sin Faders

Sygdom med en ældre kvindelig Slægtning, og denne

mente da, at der forhaabentlig ikke var nogen Fare

og tilføjede, at man jo heller ikke havde set Ridder?

salen oplyst. Nu blev Kronprinsessen — der in te t

kendte til Sagnene om Riddersalen — opmærksom

og fortalte, hvad hun den foregaaende A ften havde

set. Og da Gardeofficeren blev udspurgt, erklærede

han ogsaa at have set Lyset — ligesom det hele Vagt?

mandskab iøvrigt — men da Fænomenet hurtigt igen

forsvandt, følte man sig ikke oplagt til videre at un?

dersøge Sagen.

Da Prinsesse

Louise,

K ronprinseparrets ældste

Datter, for første Gang var i Stockholm sammen

med sin Moder, havde denne — for ikke at skræmme

hende — paa Forhaand in te t fortalt hende om Spøge?

riet paa Slottet; heller ikke andre havde om talt det

for hende. Ikke desto mindre saa’ hun den første

Nat, hun sov paa Stockholm Slot, den af Kronprinses?

sen og mange andre velbekendte mandlige Skikkelse

og skildrede ham ganske saaledes, som han altid om?

tales.

En N a t vaagnede Prinsessen — der var Lys i hen?

des Værelse og Døren til Sideværelset, hvor en Kam?

merjom fru sov, stod aaben — og hun saa’ da »Her?

ren« og »Damen« (ikke »den hvide«), staa en halv

Snes Alen fra hendes Seng, ivrigt gestikulerende,

pegende hen paa hende og, som det syntes, i Samtale,