76 / 154
71
Da Kronprinsesse
Louise
var i Stockholm under
sin Moders, Dronning
Lovisas
sidste Sygdom, gik
hun den Dag, Dronningen døde, lidt ud fra Syge?
værelset og ind i en tilstødende større Sal, hvor hun
var ganske alene. Pludselig saa’ hun en hvid Dame
komme hen imod sig og veg uvilkaarligt tilbage for
hende gaaende langsomt baglænds ind i Sygeværel?
set, hvor hun lagde sig paa Knæ ved Dødslejet. Den
hvide Dame fulgte imidlertid med og stillede sig ved
Siden af hende, tæ t op til Hovedgærdet. Dronningen
sagde da noget — hvad kunde Kronprinsessen ikke
høre — til den hvide Dame, og denne syntes at svare;
men ingen Lyd hørtes. Derpaa forsvandt Damen, og
Dronningen sagde da til sin Datter, at hvis hun se?
nere i Livet skulde møde den hvide Skikkelse, maatte
hun aldrig tiltale den, thi det kostede En Livet.
Samme Dag døde den svenske Dronning.
Da
Carl X V
laa syg af sin Helsot, var Kronprin?
sessen i Besøg i Stockholm.
En A ften stod hun ved V induet og saa over mod
Riddersalen. Og pludselig var det for Kronprinses?
sen, som om alle Ruderne tindrede, man maatte tro,
at Salen — der ikke engang brugtes til Hoffester —
var fuldt oplyst. Kronprinsessen mente først, at det
kunde være Genskin af Solnedgangen, men Solen var
forlængst nede; et Øjeblik troede hun, at det var Re?
flex af Gassen udefra, men Gassen var endnu ikke
tændt. Endelig mente Kronprinsessen, der maatte
være Ildløs og vilde gøre Anskrig, men opdagede i
det samme, at Vagten paa Slottet var traad t under