DenHandelsgeografiskeBetydningafKøbenhavnsBeliggenhed

1. Afsnit

lige Lande ligget for Anker i Höllviken26). Omkring Aar 1400 an-

slaas Udbyttet til flere 100,000 Tdr. Sild27) 28). Lübeck dominerede

Handelen, bl. a. fordi denne Stad solgte det til Konserveringen af

Silden nødvendige Lüneburger-Salt, men talrige Østersøbyer fik ef-

terhaanden deres Fed paa Skanor-Halvøen, saaledes Stettin, Kolberg

og Anklamm. Skaanesilden var for dem den vigtigste Handelsvare.

Disse Byers Fed laa nær ved Falsterbo29). I Skanör, hvor Varemar

kedet koncentrerede sig, havde talrige andre Byer deres Fed, og da

særlig Stæderne ved Zuiderzee. —

Samtidig med, at Fiskehandelen i det sydvestlige Skaane havde

haft sit store Opsving, var nemlig ogsaa Handelen med andre Varer

gaaet frem. Det var praktisk for de flanderske og lybske Købmænd at

føre deres Varer til et Sted, hvortil saa mange Skibe fra hele Østersø-

omraadet stævnede i de Efteraarsmaaneder, Sildefiskeriet stod paa.

D-og var hverken Fiskehandelen eller Varehandelen bestemt be

grænset til de ofte nævnte Tvillingbyer. Dragør havde til Tider en

Fiskehandel, der ikke gav Falsterbos meget efter. Ogsaa ved Hven og

Saltholm, ved Skaanes Sydkyst og Bornholm, ved Møn og Falster var

der Fiskeri og Handel med Fisk. Mere for den almindelige Handels

Skyld begyndte man at søge til de sikrere Havne ved Malmö ög Kø

benhavn30).

SKAANEFART, BERGENSFART, OMLANDSFART.

rhinske Købmænd, der ejede Fed ved Øresundets Fiskepladser, fo’r

dog til at begynde med ikke paa egne Skibe til Markederne. — De

benyttede sig af de lybske Rederier, og Landevejen fra Hamburg til

Lübeck var stadig Indførselsporten for de vestlige Varer, ■— hoved

sagelig Klæde, Metalvarer og Vin. En anden, men mindre benyttet Vej,

hvor Z'uiderzeekøbmændene var uafhængige af lybske Redere, førte

over Ribe og de danske Øer og mundede ved København—Dragør ud

i Handelsomraadet ved Sundet31). -—

'Fiskdhandelen her kan betragtes som Udløsningen af en ,/Sam

færdselsspænding" (Verkehrsspannung)32), der var opstaaet ved de

mere tæt befolkede Landes Trang til en velegnet Fastespise. Saa langt

sydpaa som til Alperne, ved man, at Skaanesilden forhandledes33).

Ogsaa paa anden Maade tilfredsstilledes Vesteuropas Efterspørgsel ef

ter Fisk. Mens Sildeeksport fra Norge ikke spillede en saa stor Rolle

i nogle Aarhundreder34), naaede Eksporten af Stokfisk via Bergen en

betydelig Størrelse.

I Nordeuropa var der altsaa to Fiskestapelpladser af Betydning,

Skanör-Falsterbo og Bergen. Det, der gav Vestnorge og det sydlige