197 / 480
Sulfonamid er:
Hos 23 Patienter har der været Virkning af Behandling med
Sul fonamider. Hvis der opnaas Virkning, vil den indtræde i Løbet af faa Dage
efter Behandlingens Paabegyndelse, men Virkningen svinder, saasnart Patienten
ophører med Medicamentet. I Reglen kan Patienterne holdes symptomfri paa
0.50— 1 g Sulf apyridin dgl. Man kunde derfor fristes til at betragte denne Be
handlingsmetode som den ideelle, men desværre knytter der sig alvorlige Farer
til Behandling med Sulfanomider gennem længere Tid. I vort Materiale op-
traadte der 1 Tilfælde af Hepatitis i Tilslutning til Behandlingen, og enkelte
Patienter klagede over Kvalme. Langt alvorligere er Faren for Opstaaen af
Agranulocytose (fremhævet bl. a. af
Barling).
En af os har endvidere haft Lejlighed til at iagttage en anden alvorlig Kom
plikation (Thrombopeni) hos en Patient, der ikke indgaar i dette Materiale.
En Patient med meget generende Udbrud af D. h. gennem 5 Aar, der ikke taalte Arsenik,
og hos hvem Lysbehandling kun gav ringe Lindring, behandledes med Sulfapyridin 0,50— 1 g
dgl., paa hvilket han var symptomfri. Under Behandlingen konstateredes en let Anæmi (der
med god E ffekt behandledes med Jern), men ingen Tegn til Agranulocytose.
Efter 22 Maaneders Forløb fik Patienten Tandkødsblødning, og der konstateredes en
Thrombopeni (1000 Thrombocyter pr. mm-), Thrombopenien svandt dog efter Seponering
af Sulfapyridin.
Som det vil ses, viser ingen af de anførte Behandlingsmetoder Effekt i alle
Tilfælde; men heldigvis er det saaledes, at man hos samme Patient kan se god
Virkning af en Behandlingsmetode, selv om en anden har svigtet.
Da Lysbehandlingen er ufarlig, bør man efter vor Mening først prøve denne.
Er der ingen Virkning heraf, kan Arsenik forsøges, og dersom ogsaa dette svig
ter, og Patientens Tilværelse er uudholdelig, kan man forsøge Sulfapyridin, men
maa i saa Fald underrette Patienten om Risikoen og kontrollere Blodbilledet
hyppigt.
Resumé.
Der beskrives 43 Tilfælde af Dermatitis herpetiformis, der i Aarene 1942—
1944 er behandlet paa Finseninstitutet’s Hudklinik.
Det anføres, at Diagnosen fortrinsvis bør stilles paa Symptomernes lange Va
righed, den intense Kløe og den karakteristiske Lokalisation af Elementerne,
mindre paa Elementernes Morfologi.
Eosonofili er et daarligt Kriterium for Diagnosen.
Forfatterne finder Effekt saavel af Behandling med Arsenik, Lysbade og
Sulfanomider, men disse Behandlingsmetoder har kun symptomatisk Virkning.
Man tilraader først at forsøge Lysbade, derefter Arsenik, og kun, hvis disse
Behandlingsmetoder svigter, da at forsøge Sulfapyridin, da langvarig Behand
ling hermed kan give alvorlige Blodsygdomme.
197