FinsenInstitutet

varigt Sengeleje kombineret med særlig intensiv Sanatoriekur og Lysbehandling,

eller at andre Forhold, der fremmer Stendannelsen — uden speciel Tilknytning

til

Knogle

lidelsen — gør sig særlig gældende hos disse Patienter: Retentions-

tilstande i Urinvejene, kraftig Intoxikation o. s. v.

Det skal nu først undersøges, om vore 39 Stenpatienter er behandlet med

særligt langvarigt Sengeleje

sammenlignet f. ex. med de Patienter med Blød-

delstuberculose, der samtidig behandledes paa Hospitalet, men som ikke fik

Stendannelser i Urinvejene.

En Opgørelse viser, at Urinvejskonkrementerne hos 23 af disse 39 Patienter

første Gang gav Symptomer under et langvarigt Sengeleje og hos 14 Patienter

kortere eller længere Tid efter et saadant: hos 10 Patienter mindre end V2 Aar

efter Sengelejets Ophør, hos 4 Patienter fra 11— 15 Maaneder efter. Kun hos

2 Patienter fremkom Stensymptomerne før Sengelejets Begyndelse. De 37

Patienter, hos hvem Stenene første Gang gav Symptomer under eller efter

Sengelejet, havde gennemsnitlig ligget 12,2 Maaneder til Sengs, før Stensymp

tomerne optraadte.

Gennemgaar man til Sammenligning Journalerne for 21 Patienter med let

tere og sværere Bløddelstuberculoser (Salpingiter, Peritoniter, Adeniter, Bur-

siter etc.) behandlet paa Kysthospitalet 1939— 41, viser det sig, at 16 af disse

var behandlet med langvarigt Sengeleje: gennemsnitlig 10,3 Maaneder, mens

5 havde været oppegaaende. For at faa et Sammenligningsmateriale af svære

Bløddelstuberculoser er gennemgaaet Journalerne for de 31 tuberculøse Sal

pingiter, der behandledes paa Hospitalet 1937— 45- A f disse behandledes 29

med Sengeleje af gennemsnitlig 10,6 Maaneders Varighed. Forskellen mellem

Sengelejets gennemsnitlige Varighed hos Stenpatienterne før Stensymptomernes

Begyndelse (12,2 Maaneder) og hos Patienterne med Bløcldelstuberculose (10,3

og 10,6 Maaneder) er saa ringe, at den ikke giver nogen Forklaring paa, hvor

for ingen af Patienterne med Bløddelstuberculose fik Sten. Det maa dog be

mærkes, at Sengelejet formentlig gennemføres strengere og med mere absolut

Immobilisation hos Stenpatienter med Spondylitis, Coxitis etc. end hos Pa

tienter med Bløddelstuberculose.

Foruden med Sengeleje behandledes saavel Patienterne med Led- og Knogle

tuberculose som Patienterne med Bløddelstuberculose med Friluftskur, Sol- og

Lysbade. Det har været nævnt i Litteraturen, at denne Behandling var ledsaget

af saa stærk Vand fordampning fra Huden, at

Diuresen

blev betydelig nedsat

og samtlige Koncentrationer i Urinen derfor forøget.

Er Diuresen hos sanatoriebehandlede Patienter da lavere end hos normale

Mennesker, der ikke underkastes en saadan Behandling?

267