123 / 182
120
Jeg blev først mig selv igen, da vi den næste Formiddag i
stegende Sol begyndte vor Fodtur ind i Landet. I de Præste-
gaarde, som vi gæstede, følte jeg mig bedre hjemme og
opførte mig vist ogsaa nogenlunde anstændigt, skønt jeg
stod langt tilbage for min Kammerat i naturlig Optræden.
— Saa snart vi kom udenfor Aarhus By, aabnede mit Sind
sig i Glæde over det frugtbare jydske Landskab med større
Linjer, end jeg kendte hjemmefra. Vi travede med vore
Tasker over Skuldrene rask fremad mod Syd i Middags
heden. Solen brændte mig ind paa Kindbenene. Men det var
en hel Fornøjelse at blive gennembagt og gennemsvedt paa
Landevejen. — Vi kom gennem Odder, som dengang kun
var en Landsby, og saae et Glimt af Skoven ved Rathlous-
dal, som jeg saa tit havde hørt Far fortælle om. Efter fire
Mils rask Marsj naaede vi Dagens Maal, den hyggelige Præ-
stegaard i Ørting. Den rare gamle Pastor Thomsen var gift
med Lunddahls Moster. Hun var en Datter af Stiftsprovst
Tryde og var, som sine Søstre, meget livlig i Talen. Blandt
andet fortalte hun os om, hvorledes hun var blevet opereret
for en svær Underlivssygdom af den mærkelige Læge Boye
paa Haughus ved Jelling, der bad sit Fadervor, inden han
tog fat paa sin farlige Gerning. Husets Døtre havde været paa
Højskole, og derved kom der lidt aandelig Forstaaelse imel
lem os.
E t Par Dage efter vandrede vi fra Ørting til Astrup, hvor
min Farbror var Præst. — »Onkel Fritz« havde jeg lært godt
at kende Aaret i Forvejen, da han i Anledning af Tante
Christianes Død og Begravelse havde gjort et længere Besøg
hos os. Jeg syntes aldrig, jeg havde truffet et saa livligt og
elskværdigt Menneske som ham. Han havde tu ret med os i
Fredensborgegnen og viist mig en Mængde smaa Minder fra
hans og Fars Barndomstid, havde fisket med mig i Sælsø og
Esromsø osv. Skønt han var op i Treserne, og rystede ner
vøst paa Hovedet, kunde han vinde over os alle i Kroket