120 / 182
117
dommelighed og vor tidlig udviklede Intelligens bragte mere
Jævnbyrdighed imellem os, end en udenforstaaende vilde
regne med. — For dem af Klassens Elever, der endnu var
Børn i Tankegangen, var der heller ikke stor Fare for
aandelig Voldførelse, da Dr. Pingels begejstrede Taler om
Aandslivet sikkert gik langt over deres Hoveder. Der var
vist desværre heller ikke nogen Barnetro at nedbryde hos
de fleste af mine Kammerater.
For mig kom der ingen Trosanfægtelser deraf. Men jeg fik
en Hjælp, der var langt bedre end det næste Aars filosofiske
Forelæsninger, til at klare mig, hvorledes Kristendom lader
sig forlige med Sans for Menneskeaandens videnskabelige
Fremskridt. Jeg har derfor altid været Dr. Pingel inderlig
taknemlig for, hvad jeg lærte af ham. — Skønt jeg siden kun
sjælden tra f ham, glædede det mig altid at mærke, at han
tænkte venligt paa mig og kunde billige de Udtalelser af mig,
som kom ham for Øje.
Trods den Glans, som Dr. Pingels Timer kastede over det
sidste Aar af min Skolegang, kan det ikke nægtes, at jeg
efterhaanden blev træ t af Lektielæsningen og løjede af i
min Flid til stor Bekymring for min kære Far. Ja, jeg blev
ligefrem doven, og da jeg samtidig gjorde det første Be
kendtskab med bajersk 01, kom der en Periode i mit Ung
domsliv, som jeg just ikke er stolt af. — Johannes Lunddahl
beskrev den, lidt overdrevent, i en Vise, der begynder
saaledes:
Begtrup i sin Ungdomsalder
Vandred ej paa Dydens Sti,
Han til Bajre stærkt forfalder,
Helst fra Tuborg Bryggeri,
Og han daglig drikker — uf! —
Otte (?) Bajre i en Ruf!
Jeg var kommet i Lag med nogle unge Mennesker fra
Birkerød By, og vi samledes hos en Købmand, der leverede