115 / 182
112
lille Flok af Todies Venner til Sang og opbyggelig Samtale
under fri Former. Troens Lys var tændt i Stagen og skinnede
for alle dem, der kom i hendes hyggelige Stue. Hun havde
en sjælden Evne til altid a t faa Samtalen ind i et alvorligt
Spor, tit mere ved a t spørge end ved selv a t fortælle. Hun
kaldte altid det bedste frem hos mig ved sin lyttende Op
mærksomhed, paa samme Tid som hun med det største Fri
sind kunde følge os unge i vore spirende Forhaabninger og
muntre Skæmt. Hvor tit er jeg ikke gaaet fra Asylet med
Sjælen fyldt af glade Tanker om vort aandelige Fællesskab.
Meget af det samme fandt jeg i Fru Schellers Hus, hvor
Alvor og Gammen ogsaa kønt forenede Gamle og Unge. —
Johannes Scheller blev konfirmeret af Hostrup, og det bi
drog til, a t vi andre kom tiere for at høre ham i Slotskirken.
Jeg fandt, a t Hostrup mindede om Apostelen Johannes, og
blev meget grebet af hans evangeliske Tale. — Far satte
ogsaa megen Pris paa Hostrups Prækener og elskværdige
Personlighed, skønt de var uenige om det rette Forhold
mellem Sogn og Menighed. Hostrups Venner i Birkerød
hørte til de faa trofaste Tilhørere, Far havde om Søndagen.
Kun paa store Festdage mødte de andre Sognebørn troligt,
dels for at være med til Andagten og dels for redeligt at
betale Højtidsoffer til Præst og Degn. Det sidste forhøjede
unægtelig ogsaa Festen for os Børn. Jeg har som lille Dreng
set med Spænding paa den lange Række af Mænd, som
vandrede op til Alteret med deres Offersedler, mens Skole
lærerne stod i den øverste Stol og istemte:
»Med høj og festlig Jubelklang —«
Bagefter havde vi Børn den store Fornøjelse a t tælle
Offerpengene hjemme i Præstegaarden. Vi fik hver som
Løn derfor en Firskilling, som var den hyppigst forekom
mende Mønt i Bunken.
De søgne Dage kørte jeg nu daglig med Toget til Køben
havn. Jeg sad gerne i en Krog af 2. Klasses Røgkupee, som