117 / 182
114
tende omRomernes aandløse Efterligning af Grækerne, men
fremhævede deres Grammatik, som han stillede i nyt Lys
ved Hjælp af den sammenlignende Sproggranskning. — Men
rigest blev hans Timer i dansk Literatur, hvori vi oplevede
Poesiens Glæder sammen med vor Lærer.
Jeg husker, som det var igaar, hvorledes han en Foraars-
dag, den 9. April 1875, kom trippende ind i Klassen med to
smaa Bøger i Haanden og sagde, at han i Dag vilde lade den
ældre Literatur hvile, for her var to ny Digterværker, som
han var blevet saa opfyldt af, a t han maatte tale til os der
om. — Det ene var C. Rosenbergs »Sjælenes 0«, som jeg
ogsaa lige havde læst hjemme i Birkerød. Det er et klang
fuldt Kvad med oldnordiske Stavrim, som gengiver et skønt
indiansk Sagn, og han læste med Begejstring et Afsnit deraf
højt for os. — Det andet var Holger Drachmanns »Dæmpede
Melodier«, som nylig var udkommet. Jeg kan endnu høre
Klangen i Pingels bevægede Røst, da han oplæste det herlige
Digt »Landnamsfarten«, som skildrer de gamle Nordboers
første Færd over Havet til Island. — Sjælden har et Stykke
Poesi grebet mig saa stærkt. Jeg var jo fra min tidlige Barn
dom blevet godt kendt med de norrøne Sagaer og Kvad,
som her gav mægtig Genlyd i den unge danske Digters Ord.
— Da Pingel havde læst dette Digt for os, sagde han med
rystende Stemme: Jeg tror, at vi her staar overfor en ny
Digtning, som maaske tør stilles ved Siden af Oehlenschlå-
gers »Guldhorn« fra 1802. — Saaledes blev jeg indviet i det
»Gennembrud« i vor Literatur, som fulgte efter Georg
Brandes’ berømte Forelæsninger et Par Aar i Forvejen, og
som man med et mindre heldigt Navn kaldte »Realismen«,
i Modsætning til den gamle »Romantik«.
Dr. Pingel stod dengang Brandesianerne nær og bragte
os ved Lejlighed friske Bud derom. — Men han var ikke
saa overfladisk, at han af den Grund kastede Vrag paa den
ældre Tids Aandsliv. Nej, han talte med samme levende