118 / 182
115
Begejstring om vor Guldalders Digtning som om den ny,
der nu var i Frembrud. Han gjorde selv ny Opdagelser i vor
ældre Literatur, mens han gennemgik den med os. — Især
var jeg med Glæde Vidne til, hvorledes Grundtvig, som han
i Begyndelsen havde spottet lidt ad, bogstavelig fra Dag til
Dag voksede i hans Øjne til en Kæmpeskikkelse, som han
saae op til med dyb Ærbødighed. Paa dette Felt fandt
Dr. Pingel og jeg hinanden, saa han mange Aar efter kunde
sige til mig: »Vi to er jo paa en Maade begge Grundtvigia
nere!« — Det er let a t forstaa, hvilket Sving det gav mit
aandelige Liv, a t jeg midt i den latinske Skole mødtes med
noget af det Aandsliv, som jeg var hjemme i fra min første
Barndom.
Det samme gjaldt paa et andet Omraade af Pingels Un
dervisning. — Ved den ny Skoleordning, der traadte i
Kraft, netop som jeg blev Elev i Metropolitanskolen, var det
foreskrevet, at der skulde undervises i »Oldnordisk« i de to
øverste Klasser. — Dr. Pingel paatog sig dette Fag. Men
han var selv en Begynder deri og maatte saa a t sige lære
Sproget sammen med sine Disciple. — Dette gjorde hans
Undervisning dobbelt levende for os. Vel talte han i Først
ningen lidt ringeagtende om de gamle Nordboers Kultur i
Sammenligning med Grækernes. Men snart fik han Sans for
Kraften i den islandske Sagastil og citerede med Begejstring
mit Yndlingsvers af Grundtvigs Krønnike-Rim:
Som Romerspyd og Pile
Mod Mjølner i sin Drift,
Saa er latinske Stil
Mod Islands Sagaskrift!
Intet Under, a t min gamle Kærlighed til den oldnordiske
Digtning fik ny Næring under en saadan Lærers Vejledning.
— Jeg havde allerede hos Mantzius lært en Smule Oldnordisk.
Men nu tog jeg grundig fat paa Studiet deraf. — I mit sidste
Skoleaar blev jeg endog Lærer deri, da Mantzius lod mig