110
Dagen efter var det meget sværere at rejse tilbage til
København, end det havde været en Maaned før, og i den
næste Uge længtes jeg ikke saa lidt. Men senere kom jeg saa
tit hjem, at det ikke oprev Sindet, naar jeg skulde tilbage
til København om Aftenen.
Dog var det dejligt, da jeg i 1874 kom til at bo i Kammeret
ved Siden af Fars Stue, hvor der ikke længer var fremmede
Drenge at trækkes med. Jeg havde kun min lille Broder
Erik til Sovekammerat. Vi var gode Venner. Han rettede
sig gerne efter mig og underholdt mig om Aftenen med
kostelige smaa Historier, som han kunde digte paa staaende
Fod. Til andre Tider gik hans livlige Fantasi paa Afveje,
saa han indbildte sig at have nu en, nu anden dødelig Syg
dom. Men det lykkedes mig dog som Regel a t berolige ham.
I yderste Nød løb han sommetider midt om Natten ned til
Mor og vendte kort efter tilbage, noget slukøret, men godt
trøstet for sin nervøse Angst. — Mit daglige Samliv med
Far blev nu optaget igen. Jeg skrev Breve for ham og hjalp
ham ved Nytaar med at affatte de vanskelige Indberet
ninger om Sognets Skolevæsen osv. Til Gengæld var han
min Raadgiver i Latin, og i Ferierne læste vi »for vor For
nøjelses Skyld« Cicero sammen.
Mor havde, som tidligere berørt, i sin Virketrang og Lyst
til a t føre stort Hus, sat igennem, a t der blev holdt et lille
Pensionat i Præstegaarden for unge Piger, som vist havde
Gavn af hendes kloge og elskværdige Opsyn. Dette var
rigtignok et anderledes behageligt Selskab for mig end de
kedelige Drenge, vi før havde haft i Huset. — Jeg kom paa
en snurrig Fod med disse ny Husfæller. Jeg titulerede dem
altid meget formelt, men havde for Resten mange Løjer
med dem. Sammen med Schellers Døtre og Sønner, Mant-
zius’ ugifte Lærere og nogle af hans ældste Elever dannede
vi et muntert Kompagni, der aldrig var i Forlegenhed med
Anvendelsen af vor Fritid. Vi turede i Omegnen, legede og