108 / 182
105
Lærerne var dygtige »Hørere«, men de havde ingen Anfæg
telser i Retning af de nu moderne Skoletanker, som kræver
Vekselvirkning mellem Lærere og Elever. — Det fik jeg
snart at mærke, da jeg i en Religionstime prøvede at give
mit Besyv med under en anden Drengs Overhøring. Vor
samvittighedsfulde, men pedantiske Lærer standsede mig
straks med den affejende Bemærkning: »Her snakker man
ikke med, naar man ikke bliver spu rg t!«— Jeg blev »skaaret
ned,« som det nu hedder, og holdt mig siden godt i Skindet.
Jeg skylder imidlertid Latinskolen Tak for den Opøvelse i
formel Nøjagtighed, som jeg før havde savnet. Mathematik-
timerne hos den udmærkede Lærer A. F. Pullich mindes jeg
med ublandet Glæde. Og selv Grammatikterperiet i Latin og
Græsk hos de to gamle Overlærere Kerrn og Krebs var mig
til Nytte. — Derimod kunde jeg daarlig forlige mig med den
aandløse Lektielæsning og pedantiske Overhøring i de Fag,
som jeg havde yndet mest i Mantzius’ Skole: Dansk og
Historie, for ikke at tale om den mig ukendte Katekismus
undervisning i Religion, der sikkert kun gjorde Drengene
Skade.
De danske Stile voldte mig ogsaa Kvaler. Jeg var vant til
at skrive fri Afhandlinger, der strakte sig over ti Sider eller
mere. Men nu fik jeg den Besked, at en Stil skulde være paa
tre og en halv Side, hverken mer eller mindre, og den skulde
være behørig inddelt med en Indledning paa en halv Side,
der gav Dispositionen, og en Slutning paa en kvart Side.
Karakteren rettede sig efter Antallet af Stavefejl. Men selv
dette var ikke uden Frugt for mig, som i min Optagethed af
Indholdet var slem til a t synde mod Retskrivningen.
Saasnart jeg var kommet i det rette Trit, fandt jeg mig
ret godt tilpas ved det daglige Slid i den støvede Træde
mølle, og det saa meget mere, som jeg hurtig kom i et
kammeratligt Forhold til Klassens sytten andre Drenge. —
I Henseende til Tonen iblandt os svarede Metropolitan-