106 / 182
103
dette Tilfælde godt betegner, at jeg hører til det Slægtled af
Grundtvigianere, hvis modne aandelige Liv falder
efter
Mesterens Bortgang, ihvorvel jeg aldrig har følt mig som
en af hans fattige »Epigoner«.
Selv om jeg saaledes gik Glip af at høre Grundtvigs egen
Røst, vilde jeg alligevel holde mig til Menigheden i hans
gamle Kirke. Og da C.
J . Brandt
var blevet valgt til hans
Efterfølger, kom jeg temmelig ofte i Vartov. — Brandt var
en smuk og veltalende Mand, som jeg havde let ved at for-
staa. Men det var dog mere aandelig Klaring end hjertelig
Opbyggelse, jeg fik af hans Prækener. — Jeg mindes især
den, han holdt paa Kristi Himmelfartsdag 1873, og som jeg
siden omhyggelig gengav for Todie under mit næste Besøg i
Birkerød. Han begyndte med at nævne de Tvivl, som
Bibelkritikerne havde fremført mod de evangeliske Beret
ninger i det ny Testamente om Herrens Himmelfart. Men
derefter sagde han, at enten vi af Skrifterne kunde faa Be
kræftelse eller ej paa den Kendsgerning, at Jesus Kristus
var faret op til Faderens højre Haand i det Høje, saa stod
det dog lige fast for Menigheden, da vi har Guds eget Ord
derfor i vor Trosbekendelse ved Daaben. — Dette Vidnes
byrd om, at Menigheden er vor eneste virkelige Hjemmel for
Kristentroens Sandhed, kunde jeg helt ud samstemme i.
Brandt talte mere til mine Tanker end til mine Følelser,
og undertiden fandt jeg hans Præken lovlig tør. Men til
Gengæld fik jeg Livet at fornemme som en stærk Strøm i
den herlige Salmesang, hvori jeg begejstret tog min Del. —
Jeg stod gerne op i den tæ t fyldte Midtergang og var flere
Gange ved a t besvime i Trængslen. Jeg kastede misundelige
Blikke til de lukkede Stole, hvor de gamle Vartovgængere
sad og vaagede strengt over deres betalte Pladser. Men under
Salmesangen glemte jeg disse private Anfægtelser
— naar under Sang med dit vingede Ord
Sjælen af By over Stjernerne foer.