HolgerBegtrupsLevned

mig. Jeg var især bange for Tjeneren, som vartede op ved

Bordet. Geheimeraaden lod mig se sine ni pragtfulde Ordner,

der havde »faglig« Interesse for mig. — Kort i Forvejen havde

jeg første Gang set en Kammerherrenøgle paa nært Hold.

Den blev baaret af gamle Stiftamtmand Simony, da han var

med til min Søster Christines Bryllup, den 12. Juni 1872. —

Ved samme Lejlighed blev mine ærgerrige Drømme næret

ved, at Onkel Reinhardt ved Bryllupsbordet holdt en Tale

for Brudens Søskende, hvori han spaaede, at jeg en Gang

skulde blive Minister — ligesom Bødkersønnen C. C. Hall

fra Christianshavn. — Dette stolte Haab gik aldrig i Op

fyldelse, og i det hele maa jeg sige, at det kun har været en

forbigaaende ulykkelig Kærlighed, jeg har baaret til Livet i

den fornemme Verden.

Hjemme hos Tante Asta skulde man have troet, at jeg

maatte befinde mig inderlig vel. — Hun var elsket af alle

sine Søster- og Broderbørn, som hun omfattede med op

ofrende Kærlighed. Hendes Stuer var Familiens Central

station i København, hvor Slægtninge fra By og Land

stadig tyede hen for at faa gode Raad og virksom Hjælp,

hvad enten det gjaldt Indkøb og lignende praktiske An

liggender, eller det drejede sig om vanskelige personlige

Spørgsmaal, Hjertesorger eller unge Forhaabninger, der

trængte til a t faa Luft. — Tante Asta var klog og raadsnar,

elskværdig og vittig med en lille Tilsætning af den Spydig

hed, som desværre hører til vor Families Særpræg. Inderst

inde ejede hun et varm t Hjertelag. Men det fik sjælden Ud

tryk i ligefremme, hjertelige Ord. Derimod ytrede det sig som

Solglimt i hendes livlige Væsen og let konverserende Tale. —

Hun havde i sin ensomme Stand vænnet sig til at være paa

Vagt mod Blottelser og havde med Snilde formet sin Om

gængelse med andre Mennesker saa sikkert, at den var som

den fikse Dragt, der skjulte hver Mangel ved hendes lille,